3F: Stop diskrimination på erhvervsskolerne

Næstformand i 3F er fortørnet over behandlingen af unge indvandrere på erhvervsskolerne. Nu kræver hun ekstra indsats mod diskrimination, hvis vi ikke vil miste værdifuld arbejdskraft.

-  Vi risikerer at miste værdifuld arbejdskraft på grund af diskrimination, siger Jane Korczak.
 (Arkivfoto)- Vi risikerer at miste værdifuld arbejdskraft på grund af diskrimination, siger Jane Korczak. (Arkivfoto)

Ingen praktikplads til 'perkere'. Dette er bare et konkret eksempel på en teknisk skole, der systematisk diskriminerede unge nydanskere. Men det er også den følelse, som mange hundrede unge nydanskere sidder med hver dag på de danske erhvervsskoler.

Flere undersøgelser dokumenterer, at der eksisterer diskrimination og forskelsbehandling i erhvervsskolesystemet - både når det drejer sig om undervisningen, men også når de unge skal ud og søge praktikplads.

Undersøgelse afslører diskrimination

Sidste år udgav Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en undersøgelse, der viste, at unge erhvervsskoleelever med etnisk minoritetsbaggrund, ikke har samme adgang til praktikpladser som deres danske kammerater.

En af årsagerne kan være, at de mangler kontakt og netværk til relevante arbejdsgivere – men det handler også om systematisk diskrimination. Og næstformand i 3F, Jane Korczak, kan nikke genkendende til unge nydanskeres frustrationer.

-I november 2009 samlede vi 120 erhvervsskoleelever i 3F for at høre deres ideer til, hvad der kan fastholde dem i deres uddannelser og sikre at de gennemfører. På to områder var de meget frustrerede: Dels udsigten til ikke at kunne gøre en uddannelse færdig, fordi der ikke er en praktikplads. Og dels oplevelsen af diskrimination og forskelsbehandling i dagligdagen på skolen, fortæller Jane Korczak.

Opsang til erhvervsskolerne

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser også, at unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund er i høj risiko for i fremtiden at ryge helt ud af arbejdsmarkedet på grund af manglende uddannelse. Dette giver anledning til bekymring ifølge næstformanden:

- De unge mennesker med etnisk minoritetsbaggrund er vores fælles fremtid, og vi kan ikke leve med, at de lades i stikken. Derfor bliver jeg særligt forbandet, når jeg gang på gang konstaterer, at elever med etnisk minoritetsbaggrund diskrimineres. Både på erhvervsskolerne og på arbejdsmarkedet. Jeg vil fortsætte dialogen med eleverne fra erhvervsskolerne og fortsætte med at sætte fokus på den diskrimination, der foregår på skolerne og på arbejdsmarkedet, siger næstformanden til Nyhedsbrevet 3F.

Læs rapporten fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her

Læs rapporten fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her