Fald i byggeriet koster job

Voksende ledighed hos første led i byggeriets fødekæde, jord- og betonarbejderne, mens der ikke synes at være færre udenlandske bygningsarbejdere på landets byggepladser.

- Problemet er, at udlændingene tager arbejdet. Det synes ikke at være udlændingene, arbejdsgiverne fyrer først, når aktiviteten er for nedadgående, siger de i MTH-sjakket. (Foto: Harry Nielsen)- Problemet er, at udlændingene tager arbejdet. Det synes ikke at være udlændingene, arbejdsgiverne fyrer først, når aktiviteten er for nedadgående, siger de i MTH-sjakket. (Foto: Harry Nielsen)

Import af udenlandsk arbejdskraft, afmatning på boligmarkedet og stop for mange offentlige anlægsbyggerier kan ses på ledighedstallene i bygge- og anlægsbranchen. Ikke mindst i hovedstadsområdet og blandt jord- og betonarbejderne er der tale om kraftigt voksende ledighed i forhold til samme periode sidste år.

Hver tiende jord- og betonarbejder i 3F BJMF er uden arbejde. For et år siden var det hver 14.

- Mange har været hjemsendt siden jul, og der er kommet flere til. Jord- og betonernes ledighed er større i april end i februar. Det skulle under normale omstændigheder gå den anden vej. Flere sjak bliver sendt hjem uden udsigt til umiddelbart at blive kaldt tilbage. Det er stærkt bekymrende, siger Jesper Weihe, formand for Byggegruppen i BJMF.

Den bekymring deler man i et af entreprenørkoncernen MT Højgaards store sjak. Det var for få måneder siden på 25 mand. Nu er der fem tilbage.

- Og mange af de andre går ledige. Der er stort set nogen der ringer hver dag for at høre, om der ikke snart er noget at lave. Desværre har jeg ikke gode nyheder, og der er intet der tyder på mere aktivitet, siger sjakbajs Peter Nielsen.

- Vi hører og fornemmer faktisk, at der mangler ordrer, og at det bliver værre.

Aktivitet på mere normalt niveau

I MT Højgaard erkendes det, at aktivitetsniveauet er gået lidt ned i forhold i 2007.

- Men der er vel egentlig bare tale om, at vi efter et par år med usædvanligt højt aktivitetsniveau er tilbage på et mere normalt niveau, siger kommunikationschef Trine Leth.

- Vi har ikke været gennem massefyringer og er ikke markant færre ansatte end sidste år. Vi forsøger så vidt muligt at omplacere vores folk, men må naturligvis tilpasse bemandingen til produktionen.

Hun oplyser. at ordretilgangen i 2008 ikke er meget ringere end året før.

Den faldende aktivitet skyldes flere forhold. I Storkøbenhavn er markedet mættet med store boligprojekter, stigende rente og faldende huspriser har dæmpet den private aktivitet, og så er mange kommuner blevet forsigtige med deres anlægsaktivitet, fordi regeringen i sin finanslov besluttede at straffe kommuner, der overskrider deres anlægsbudgetter for 2008. Det betyder, at en række kommuner har besluttet at udskyde planlagt byggeaktivitet. Alene i landets største kommuner løber det op i investeringer for et par milliarder kroner.

Udlændinge tager arbejdet

I MT Højgaard-sjakket mener man dog, at der generelt er arbejde nok til alle danske bygge- og anlægsarbejdere.

- Problemet er, at udlændingene tager arbejdet. Det synes ikke at være udlændingene, arbejdsgiverne fyrer først, når aktiviteten er for nedadgående, siger de i MTH-sjakket.

- Det kan der kun være én grund til: Nemlig at de er billigere - også dem, der arbejder på dansk overenskomst.

Jesper Weihe oplyser, at man ikke har tal på i hvor høj grad den udenlandske arbejdskraft fyres og sendes hjem.

- Men i vort daglige opsøgende arbejde er der ikke en dag og stort set ikke en byggeplads, hvor vi ikke støder på udlændinge. Der er derfor mange, rigtig mange især polakker og tyskere på de københavnske byggepladser, siger han.

BAT: Ingen katastrofeopbremsning

A-kasseleder Søren Andersen kalder også udviklingen bekymrende, idet man samtidig ved, at jord- og betonarbejdet er først i byggeriets fødekæde.

- Vi kan derfor frygte, at en udviklingen med voksende ledighed også vil komme i andre af byggefagene, siger han.

I BAT-kartellet, byggefagforbundenes paraplyorganisation, vurderer sekretariatsleder Gunde Odgaard, at der er ved at ske en opbremsning, men at det ikke bliver en katastrofeopbremsning.

- Vi ser de første tegn på afmatningen ved fyringer hos arkitekterne, der er første led i byggeriets fødekæde. Samtidig udskyder en række kommuner anlægsinvesteringer, fordi regeringen truer med bøder ved udvidet anlægsaktivitet, siger han.

- Man kan ikke kalde det videre begavet, at regeringen strammer skruen på anlægsaktiviteten nu, hvor vi ser de første tegn på afmatning.