SF frygter arbejdere fra øst
Partiet advarer om, at katolske østarbejdere med tiden kan give endnu større problemer end dem, vi har haft med de muslimske tyrkiske gæstearbejdere.
Integrationen af østarbejderne vil om 30 år give os endnu flere problemer end dem, der fulgte med de muslimske tyrkiske gæstearbejdere i 1970’erne (Foto: Arkiv) Integrationen af østarbejderne vil om 30 år give os endnu flere problemer end dem, der fulgte med de muslimske tyrkiske gæstearbejdere i 1970’erne. Det siger SF’s integrationsordfører, Astrid Krag, til Politiken.
Hun mener, der findes lige så ekstreme kræfter blandt katolikkerne, som det er set blandt muslimerne. De katolske ekstremister vil gå til kamp mod fri abort, prævention og homoseksualitet, spår hun.
”Der findes strømninger indenfor den katolske kirke, som jeg synes, der er lige så lidt plads til i Danmark, som jeg synes, der er plads til Hitz-ut-Tahrirs ideer,” siger Astrid Krag.
Hun mener, vi er ved at begå den samme integrationsfejl, som da tyrliske gæstearbejdere blev inviteret hertil i 1970’erne.
”Nogle af de problemer, vi ser i dag, er i høj grad forårsaget af, at vi har haft denne her totale isolation i nogle belastede boligområder. Hvis vi ikke tager ved lære af erfaringerne, risikerer vi et parallelsamfund,” advarer Astrid Krag.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, mener, at Astrid Krag rejser en relevant problemstilling, men han er knap så bekymret som SF. Martin Henriksen (DF) mener, hun rammer langt fra skiven med sammenligningen med Hitz-ut-Tahrir. Venstres Karen Ellemann påpeger, at vi nu er langt mere bevidste om integration, end vi var i 1970’erne.