Konkursramte 3F'ere låner millioner i deres fagforening
3F Kastrup har lånt 3,8 millioner kroner ud til 170 medlemmer. Lønmodtagernes Garantifond er ofte for langsom, mener afdelingens formand.
Siden sommerferien har 3F Kastrup lånt 3,8 millioner kroner ud til konkursramte medlemmer. De fleste af låntagerne var ansat i et af de fire selskaber, der blev trukket med i flyselskabet Sterlings fald. (Foto: Steen Vikke) Siden sommerferien har 3F Kastrup lånt 3,8 millioner kroner ud til konkursramte medlemmer. De fleste af låntagerne var ansat i et af de fire selskaber, der blev trukket med i flyselskabet Sterlings fald.
- På et tidspunkt kommer der penge fra Lønmodtagernes Garantifond. Men der går simpelthen for lang tid, og regningerne kan jo ikke vente, siger Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup.
Afdelingen er langt fra ene om at låne penge til medlemmer, der er blevet arbejdsløse efter en konkurs. En hurtig rundspørge i fem andre 3F-afdelinger afslører, at de alle har brugt samme praksis.
Sværere at låne i banken
Siden juli har 170 medlemmer været i 3F Kastrup for at låne penge, og tallet vokser hele tiden.
Over halvdelen af dem arbejdede i handlingselskabet Menzies Aviation, som drejede nøglen om få dage efter Sterlings konkurs i slutningen af oktober.
- Det er snart syv uger siden, og vi har ikke set en krone fra garantifonden endnu. Nu er det tæt på, at vi selv er nødt til at gå i banken og låne penge, siger Henrik Bay-Clausen.
Allerede i juli gik Nordic Aero konkurs. En stikprøve afslører, at det varede henholdsvis 10 og 12 uger, før to tidligere ansatte fik den første udbetaling.
- Vi har et fint samarbejde med Lønmodtagernes Garantifond, men systemet fungerer ikke godt nok. Det er jo ingen naturlov, at en fagforening har råd til at hjælpe medlemmer, der mangler til huslejen. Men med den nuværende finanskrise er der bestemt ingen garanti for, at en arbejdsløs 3F'er kan gå i banken og låne pengene, siger Henrik Bay-Clausen.
65 procent flere konkurser
Det er ATP, der administrerer Lønmodtagernes Garantifond. Og her afviser vicedirektør Carsten Bodal, at LG, som fonden kaldes i daglig tale, generelt arbejder for langsomt.
- Vores mål er, at alle sager er behandlet inden for fire uger, og det holder vi i langt de fleste tilfælde. Men selvfølgelig kan der findes enkeltsager, hvor der er begået fejl, eller hvor vi ikke har fået alle nødvendige oplysninger fra starten, siger han.
Selvom antallet af konkurser er steget med 65 procent i forhold til sidste år, er ekspeditionstiden i gennemsnit den samme.
- Vi har i år løbende overført medarbejdere til LG, fordi vi kunne forudse, at der ville komme flere konkurser. Men når flere går konkurs, skal fagforeningerne selvfølgelig også låne flere penge ud, og det er måske det, der er problemet, siger Carsten Bodal.