Nye fyringer i lufthavnen

Københavns Lufthavn fyrer 74 medarbejdere. Hver tredje er 3F'er.

Københavns Lufthavn fyrer 74 medarbejdere. Hver tredje er 3F'er.Københavns Lufthavn fyrer 74 medarbejdere. Hver tredje er 3F'er.

De seneste måneders voldsomme fald i passagertallet får nu konsekvenser i Københavns Lufthavn.

74 medarbejdere ansat i selve CPH A/S får en fyreseddel. 25 af de dem er 3F'ere.

I efteråret nedlagde CPH 80 stillinger uden at skride til afskedigelser. Men i januar og februar er passagertallet faldet med henholdsvis 15 og 19 procent i forhold til de to første måneder sidste år.

- De foreløbige tal for marts er endnu værre, men det har vi taget højde for med de fyringer, der nu er aftalt. Vi har ingen planer om flere afskedigelser, men falder passagertallet yderligere, kan jeg ikke garantere noget, siger personaledirektør Peter Hansen.





1.200 3Fjob væk

I alt har CPH knap 2.000 medarbejdere, og det kommer ikke som en overraskelse i 3F Kastrup og Omegn, at der nu skrides til fyringer. Faktisk blev der varslet 85 afskedigelser for en uge siden, men via forhandlinger er det lykkedes at få tallet ned.

- Samlet set lyder det måske ikke voldsomt. Men indtil krisen satte ind i efteråret, steg passagertallet kraftigt, uden at medarbejdertallet fulgte med, siger afdelingens formand, Henrik Bay-Clausen.

Han oplyser, at det især er 3F'ere og vagt- og sikkerhedsfunktionærer, der må holde for.

- Fyringerne rammer bredt. Det er vel kun brandtjenesten, der går fri, siger 3F-formanden.

I forvejen er der forsvundet over 1.200 3F-jobs i hele Københavns Lufthavn det sidste halve år som følge af konkurser og nedskæringer i de selskaber, der opererer i lufthavnen.

- Hvis man overhovedet kan sige noget positivt, er det, at de ansatte på netop denne overenskomst har ubegrænset adgang til uddannelse i opsigelsesperioden. Og da de følger funktionærloven, kan det være op til seks måneder, siger Henrik Bay-Clausen.