3F: Bevar bistand til Latinamerika
Danmark skal ikke afbryde samarbejdet med Syd- og Mellemamerika, mener 3F og en række andre organisationer. Oppositionspartierne er enige.
International solidaritet er en vigtig del af 3F's arbejde, mener forbundets næstformand, Johnny Skovengaard. Regeringen begår en fejl ved at stoppe den danske bistand til Latinamerika og i stedet udelukkende koncentrere udviklingshjælpen om Afrika fremover.
Det mener 3F og en lang række solidaritetsbevægelser, der arbejder i regionen. De har derfor sendt en appel til Folketingets udenrigsudvalg om at fortsætte støtten til Syd- og Mellemamerika.
- Der er behov for at vi, som det rige land vi er, støtter mennesker i den fattige verden med at opbygge et demokratisk og fungerende samfund. Det gælder ikke mindst i Latinamerika, hvor der er hårdt brug for støtte på grund af stor fattigdom, men også muligheder for at forbedre forholdene, siger Johnny Skovengaard, næstformand i 3F.
Latinamerika er en region i økonomisk vækst, men det er samtidig den verdensdel, hvor der er størst forskel på rig og fattig.
I et høringssvar til udenrigsudvalget anbefaler de i alt elleve organisationer desuden at Danmark fremover har et landeprogram i Bolivia og et fleksibelt regionalt program i Mellemamerika med fokus på blandt andet demokrati, menneskerettigheder og miljø.
Rød blok for støtte
Sidste år bekendtgjorde udviklingsminister Søren Pind, at Danmark bilaterale støtte til Latinamerika skal udfases. I februar i år valgte udviklingsminister Søren Pind at fremskynde bruddet med Nicaragua til årsskiftet efter uenighed med landets regering om dansk støtte til valgobservatører.
Samarbejdet med Latinamerika kan dog alligevel få nyt liv efter et kommende folketingsvalg. Socialdemokraterne, SF og de Radikale mener nemlig modsat regeringen at støtten til regionen skal bevares. Det kom frem på en høring om Latinamerika i København i sidste uge.
En af dem, der ønsker at ændre beslutningen efter et valg, er den radikale folketingskandidat Christian Friis Bach. Han vil dog ikke sætte navn på, hvilke lande, der skal have støtte.
- Det handler ikke om, hvilke lande vi er i, men hvad det e,r vi gør, og hvordan vi gør det, sagde Christian Friis Bach ifølge Ibis.dk
Regeringens beslutning om at stoppe samarbejdet har ikke direkte betydning for 3F's projekter i regionen. Forbundet støtter blandt andet land- og fødevarearbejdere, transportarbejdere og bygningsarbejdere i Bolivia, Nicaragua, Honduras, Guatemala og Cuba.
Ildsjæle i Mellemamerika
3F's næstformand Johnny Skovengaard besøgte for nylig Nicaragua og blev imponeret over det faglige arbejde, der foregår med støtte fra Danmark.
- Det er tydeligt, at mange engagerede mennesker i Nicaragua kæmper for at opbygge en fagbevægelse og opnå nogle af de rettigheder, som vi vandt for adskillige år siden herhjemme. De kæmper en flot kamp under svære vilkår, siger 3F's næstformand.
Fagbevægelsen i Nicaragua har det seneste år fået opfyldt en række krav om uddannelse og ret til organisering for landets arbejdere i samarbejde med både regering og arbejdsgivere.
Johnny Skovengaard mener, at 3F's projekter gør en væsentlig forskel, både i Mellemaerika og i andre verdensdele.
- International solidaritet er en vigtig del af vores arbejde. Vi stopper ikke vores egen model ned i halsen på kollegerne i udlandet, men støtter dem, så de kan opbygge deres egen styrke, siger 3F's næstformand.
Læs høringssvar fra bistandsorganisationer
Læs høringssvar fra bistandsorganisationer