Landarbejdere under beskydning

Paramilitære soldater angriber plantagearbejdere i Colombia. Arbejdernes fagforening appellerer om international støtte.

Colombia er verdens farligste land for fagligt aktive. Det mærker landarbejdere på plantagen Palo Alto i øjeblikket.Colombia er verdens farligste land for fagligt aktive. Det mærker landarbejdere på plantagen Palo Alto i øjeblikket.

Colombianske arbejdere er atter ofre for bevæbnet vold og trusler mod retten til faglig organisering.

En arbejder blev såret og 185 måtte flygte fra deres hjem, da bevæbnede bøller angreb palmeplantagen Palo Alto. 14 paramilitære soldater ledte efter to navngivne arbejdere, som de råbte, at de ville slå ihjel.

Baggrunden for overgrebet er, at arbejderne på Palo Alto har protesteret mod manglende løn og socialsikring og pension siden december 2009.

Passive myndigheder

Arbejdernes fagforening, Sintrainagro, fordømmer overfaldet og opfordrer til international solidaritet med landarbejderne, der forgæves venter på, at myndighederne griber ind.

- Passiviteten i denne sag er meget bekymrende. Når en gruppe paramilitære kan handle i straffrihed efterlader det meget tvivl om, hvad regeringen og myndighederne har tænkt sig at gøre, siger Gilbert Bermudez fra det regionale faglige netværk, Colsiba, som samarbejder med 3F.

Colombias socialministerium har dog understreget, at firmaet, der ejer plantagen, er forpligtet til at indgå i forhandlinger med arbejderne om en overenskomstaftale. Det har arbejdsgiveren indtil videre nægtet. Sintrainagro opfordrer myndighederne til at agere som mægler i konflikten.

International protest

Det internationale landarbejderforbund, IUF, har sendt en skarp protest til Colombias regering med en opfordring til øjeblikket at sikre arbejdernes sikkerhed og rettigheder og til at efterforske sagen seriøst.

Colombia er det land i verden, hvor langt flest fagligt aktive bliver overfaldet og dræbt. De færreste overgreb bliver straffet af domstolene. Den internationale fagbevægelse forsøger i øjeblikket at presse EU til at opgive en ny frihandelsaftale med Colombia på baggrund af landets systematiske forfølgelse af fagligt aktive.