3F: Drop EU-aftale med Colombia
EU skal holde sig fra frihandel med et land, der systematisk angriber fagligt aktive. Det mener 3F og nyt fagligt netværk.
I 2008 blev 49 fagligt aktive myrdet i Colombia. Derfor vil 3F og et nyt fagligt netværk have EU til at droppe forhandlinger om en frihandelsaftale. (Foto: Arkivfoto) Sidste år blev 49 fagligt aktive myrdet i Colombia. Og kun i ganske sjældne tilfælde falder der dom i sagerne.
Derfor skal EU og Danmark droppe frihandelsaftalen, der i øjeblikket forhandles med det sydamerikanske land. Det mener 3F.
- Colombias regering har i årevis tolereret drab på faglige tillidsfolk og overhørt verdens protester. Nu må det få konsekvenser. EU bør under ingen omstændigheder indgå en handelsaftale med Colombia, siger Steen Andersen, næstformand i 3F.
Nyt netværk vil støtte colombianere
Netværket Fagligt Colombia Fokus vil også arbejde imod en aftale, der giver Colombia nye handelsfordele. Det blev stiftet i mandags. Medlemmerne er 3F, TIB, El-Forbundet, Global Solidaritet og andre organisationer.
Netværket vil støtte fagforeninger og menneskeretsorganisationer i Colombia. Samt oplyse om de mange overgreb på fagligt aktive i landet. Trods hård kritik fra FN år efter år, er antallet af myrdede tillidsfolk fortsat højt i det urolige land.
- Flere af de faglige ledere, jeg har mødt fra Colombia, er døde nu. Dræbt af de paramilitære grupper. Det må stoppe nu. Jeg håber, at hele den danske fagbevægelse vil støtte op om dette initiativ, siger Steen Andersen.
Samtaler i Bruxelles
Han har skrevet et brev til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Her opfordrer han til at sige fra over for aftalen.
Kravet støttes også af LO og af colombiansk fagbevægelse. Steen Andersen og andre 3F'ere deltager i denne uge i samtaler med politikere i Bruxelles om sagen.
EU vil forsøge at indgå aftalen i begyndelsen af 2010.