Mænd i kø til lægetjek
Mænd går for sjældent til læge. Men 3F's tilbud om et sundhedstjek på arbejdspladsen skabte kø, da sygeplejersken besøgte Gentofte Vej & Park og unge murerlærlinge på Teknisk Skole.
I forbindelse med kampagnen Mænds Sundhedsuge har 3F arrangeret korte sundhedstjek på skoler og arbejdspladser. Og det benyttede 40-årige Kenneth Staugaard fra Gentofte Kommunes Vej- og Parkafdeling sig af. (Foto: Harry Nielsen) Der er stadig masser af "Tarzan-syndrom" hos danske mænd. Besøg hos den praktiserende læge er en sjældenhed. Men når arbejdspladsen tilbyder et tjek af kroppen, så står mændene i kø.
I forbindelse med kampagnen Mænds Sundhedsuge har 3F arrangeret korte sundhedstjek på skoler og arbejdspladser. Og det benyttede 40-årige Kenneth Staugaard fra Gentofte Kommunes Vej- og Parkafdeling sig af onsdag.
- Det er typisk for os mænd, at vi ikke går til læge. Min mor døde af en blodprop på grund af for højt kolesteroltal, og derfor er jeg glad for at blive tjekket her på min arbejdsplads, siger Kenneth Staugaard.
Tjek afslørede kræft
14 af de 20 ansatte i afdelingen sagde ja tak til tilbuddet om sundhedstjek. Og det kom ikke bag på fællestillidsrepræsentant Kelly Knudsen.
- Vi engagerer os i medarbejdernes helbredstilstand og har tidligere haft sundhedstjek. En kollega klagede dengang over ondt i nyrerne. Her fandt man ud af, at manden faktisk havde kræft. Så det kan virkelig være effektivt, fortæller tillidsrepræsentanten.
Unge vil med på sundhedsvognen
Også ungdommen er klar til at få kroppen tjekket. Hvis det vel at mærke foregår i deres egne omgivelser. Onsdag blev murerlærlinge på Teknisk Skole i Københavns nordvestkvarter tjekket af sygeplejersker.
- Det med at gå til lægen er tidskrævende, så det er fint, jeg kan blive tjekket på skolen. Nu stopper jeg altså med at ryge, konstaterede den 20-årige murerlærling Christoffer Thorup.
Han fik en lille opsang af sygeplejersken, fordi hans astma og rygning ikke rigtig rimer.
- Der er mange unge, der får et "wakeup-call" med disse tjek. De færreste spiser morgenmad, mange ryger, og de drikker for mange sodavand, erklærer 3F-konsulent Peter Hamborg Faarbæk.
Han ser gerne, at sundhedstjek bliver en årlig rutine på skoler og arbejdspladser.