Mærsk i etisk stormvejr

A.P. Møller-Mærsk kritiseres for brud på menneskerettigheder på tre kontinenter.

I april afslørede Fagbladet 3F, at Mærsk har udsat lastbilchauffører for krænkende løgnedetektortest i en årrække. I Indien kritiseres Mærsk for at ignorere voldelige overfald på fagligt aktive, og i Cameroun anklager menneskeretsforkæmpere selskabet for at være medansvarlig for, at en protestsanger sidder uskyldigt fængslet på 3. år.

Mærsk har et ansvar for at stoppe brud på menneskerettighederne, fastslår Amnesty International.

- A.P. Møller Mærsks indsats på menneskerettighedsområdet har langtfra været tilstrækkelig i de tre sager, mener Sanne Borges, rådgiver i Amnesty International.

Mærsk er desuden blevet kritiseret for sin behandling af arbejdere på selskabets containerfabrikker i Kina.

Amnesty efterlyser mere rettidig omhu fra Mærsk.

- Vi anerkender fra Amnestys side, at A.P. Møller-Mærsk er ved at udvikle sit arbejde på CSR-området (socialt ansvar, red.), og at det er en tidskrævende proces. Men det fritager ikke Mærsk for det ansvar, som selskabet har for straks at gribe ind, når selskabet får kendskab til grove menneskerettighedskrænkelser hos selskabets datterselskaber og leverandører, siger Sanne Borges fra Amnesty International.

Pressechef Michael Storgaard fra A.P. Møller-Mærsk oplyser til Fagbladet 3F, at det er koncernens "mål som global virksomhed at være socialt ansvarlig og miljøbevidst, og det er et kontinuerligt arbejde."

Mærsk afviser at have et ansvar for krænkelser af menneskerettighederne i Indien og Cameroun.

- Endelig har Mærsk taget ansvar for og afstand fra Mærsk-selskabers accept af løgnedetektorer i El Salvador, siger Michael Storgaard.

Læs også side 46-48

Mærsk-ansatte i Mellemamerika har været udsat for løgnedetektor-test. Nu kritiseres koncernen for også at tage for lempeligt på menneskerettighederne andre steder i verden.




Mærsks globale baggård

Mellemamerika: Mærsk har i en årrække udsat lastbilchauffører for krænkende løgnedetektortest. Ifølge chaufførerne er de blandt andet blevet spurgt, om de var homoseksuelle eller medlemmer af en fagforening. Mærsk meddeler, at den praksis blev stoppet 23. marts i år.




Indien: Havnearbejdere fra Mærsks terminal i Mumbai er blevet tæsket, fordi de var aktive i en fagforening, ifølge fagforening og menneskeretsorganisation. Mærsk kalder overfaldene i 2009 for private sager.




Kina: NGO'er kritiserer i marts Mærsk for at svigte ansatte med arbejdsskader i strid med loven.




Cameroun: Mærsk beskyldes for at være medansvarlig for, at den politiske sanger Lapiro de Mbanga er uskyldigt fængslet. Mærsk er medejer af firmaet SPM, der var part i retssagen med sangeren. Selskabet afviser anklagen.