Sådan siger du chefen imod

Den gode chef er lydhør over for kritik. Men hvordan skal man lige få tingene sagt? Få Asger Aamunds fem råd til, hvordan du giver ledelsen kritik - og beholder jobbet.

"Din ledelsesstil er helt åndssvag!" Der er mange måder at give sin chef kritik på. Men i stedet for at være firkantet, så er det en god ide at være konstruktiv i sin kritik. (Foto: Colourbox)"Din ledelsesstil er helt åndssvag!" Der er mange måder at give sin chef kritik på. Men i stedet for at være firkantet, så er det en god ide at være konstruktiv i sin kritik. (Foto: Colourbox)

Du må ikke være bange for at sige din chef stik imod. Kan han eller hun ikke tage det, så har chefen et problem – ikke dig.

Sådan lyder essensen i de fem gode råd, som erhvervsmanden Asger Aamund giver her.

- Hvis alle mennesker rundt om chefen er ja-mennesker, så bliver han aldrig klogere. Den gode leder spørger sine medarbejdere til råds, fastslår Asger Aamund.

5 gode råd til at sige chefen imod

1. Drop frygten.

Du må aldrig være bange for din chef. Du må ikke miste modet, hvis din chef er af den gamle skole, og møder din kritik med en brysk attitude.

- Et af kravene til den gode chef i dag er, at han eller hun kan tåle at blive sagt imod, siger Aamund.

2. Vær konstruktiv

- Nogle chefer er jo ikke så gode til at modtage kritik. Prøv derfor at nærme dig ved at være så konstruktiv og konkret som muligt, påpeger han og tilføjer, at chefer ikke gider høre på retningsløst brok.

3. Nærm dig med omhu

Der er ingen grund til at være firkantet i din kritik.

- Du behøver ikke sige, 'det her gør vi da helt åndssvagt'. Start spørgende à la 'kunne vi ikke gøre sådan, eller 'hvad om vi gjorde sådan', lyder Aamunds råd.

4. Opdrag din chef til kritik

- Du skal sige din kritik, som den er. Find dig i, at nogle ledere altså skal opdrages til at tage imod kritik, lyder det fra Asger Aamund.

5. Gå til de øverste

Er din chef helt umulig, så skal du ikke være bleg for at gå til chefen over din chef, mener Aamund.

Især hvis din kritik handler om, at du har en idé til, hvordan noget kan gøres anderledes, smartere eller hurtigere, så er det altså chefens opgave at lytte, slutter han.