Få styr på din pension inden nytår
Klumme:
Har du ekstra penge, som du vil sætte ind på din pension, er det nu du skal til at rykke, så du når at få fradraget i 2011. Venter du til efter jul, kan det være for sent, fortæller pengecoach Lone Kjærgaard.
Hvis du har mulighed for at spare lidt ekstra op til pensionen, så gør det inden udgangen af 2011. Du kan nemlig lave en større indbetaling med fradrag i 2011 end næste år. (Foto: Colourbox) Indbetaling til pension er det, som sikrer dig penge i din alderdom. Mange har en pension gennem arbejdet, men det er ikke nødvendigvis nok for alle. Derfor er det en god idé at få tjekket, om du kunne have gavn af en ekstra pensionsopsparing. Din bank kan typisk hjælpe dig med at give et overblik over dine pensioner og behovet for at spare mere op.
Har du brug for selv at spare op, og har du de ekstra penge liggende, kan det være en god idé at lave indbetalingen i år, da du kan lave en større indbetaling med fradrag i 2011 end næste år.
Indbetal inden jul
Der er forskel på, hvornår du skal have indbetalt på din private pensionsordning for at få fradraget i 2011. Vil du være på den helt sikre side, bør du derfor gøre det senest i hverdagene inden juleaften. Er der risiko for, at det bliver i sidste øjeblik med din indbetaling, er det vigtigt at tjekke fristerne der, hvor du har din ordning.
Så meget kan du indbetale
Lovgivningen sætter grænser for, hvor meget du kan spare op på pensioner i løbet af året og få af fradrag. For de fleste er grænserne ikke noget problem, men personer, som er kommet sent i gang med at spare op til pension, skal være særligt opmærksomme på grænserne.
Følgende grænser gælder i 2011:
- 46.000 kroner for kapitalpensioner
- 100.000 kroner for ratepensioner – sænkes forventeligt til 50.000 kroner i 2012
- Der er ingen øvre grænse for indbetaling på livrenter
Du skal være opmærksom på, at beløbsgrænserne gælder årets samlede indskud. Vil du gerne sætte ekstra ind i år på en privat ordning, skal du altså huske at tage højde for, hvad der er indbetalt på din arbejdsgiveradministrerede pensionsordning.
Du kan få et overblik over dine pensioner på www.pensionsinfo.dk.