Håndter din frygt for at blive fyret
Bange for at blive prikket på skulderen? Læs her, hvordan du undgår koldsved under kedeldragten og nervøse trækninger ved mødeindkaldelsen.
Det kan være svært at holde humøret højt, når der skal fyres på arbejdspladsen. Tal med familie og venner om din frygt for at blive fyret, så du ikke skal gå alene med de tunge tanker. (Foto: Colourbox) Du risikerer at blive fyret. Det er en kendsgerning, som alle danskere på arbejdsmarkedet må leve med. Men hvis tanken om fyresedlen fremkalder svedige håndflader eller en mødeindkaldelse hos chefen sætter hjertet på turbo - så er du bekymret i en grad, der ikke kan betale sig.
Der er nemlig livskvalitet til forskel på at være bekymret og at være realistisk, påpeger erhvervspsykolog, cand. psych. Mette Limborg.
Accepter risikoen, og følg disse fire råd. Så er du godt rustet, garanterer hun.
4 råd til at håndtere fyringsangsten
1. Hold hjernen i form - tænk positivt
- Hvis du er bekymret, så ser du ikke, at de forandringer der kommer på arbejdspladsen kan være en forbedring. Så træn dig selv i at tænke i forbedringer af dit arbejde, så begynder du også at se mulighederne på din arbejdsplads. Styrk din faglighed, råder Mette Limborg.
2. Snak med familie og venner om din fyringsfrygt
- Det hjælper selvfølgelig altid at tale om det. Hvad tænker andre om din situation? Og du kan også blive inspireret af andre, der er i samme situation. Hvis der er en aktuel krisesituation i firmaet, så skal du selvfølgelig snakke med dine kolleger. Men brug ellers din familie eller venner.
3. Dyrk dine interesser
- Lad være med at hænge hele din identitet på dit arbejde. Hvis du har nogle interesser, som du føler, fylder dig op, så vil en fyring ikke være så voldsom igen.
4. Få et overblik over din økonomi
- Hvis der sker en ændring eller en varsling af en fyring, så bliver du ikke overrumplet af tankerne om, hvorvidt du kan blive i huset, og om børnene kan gå i den skole, de skal gå i. Det er en hjælp at få kontrol over, hvordan dit liv ser ud.