Mange unge på farligt arbejde i fritiden

3F har en række sager med unge under 18 år, der arbejder med farlige maskiner eller løfter alt for meget. Ifølge LO's jobpatrulje overtrædes reglerne på hver fjerde arbejdsplads.

Omkring 150 unge fagligt aktive har frivilligt deltaget i LO's Jobpatrulje, som har besøgt næsten 700 virksomheder med unge ansat. Og arbejdsforholdene lader mange steder meget tilbage at ønske. (Arkivfoto)Omkring 150 unge fagligt aktive har frivilligt deltaget i LO's Jobpatrulje, som har besøgt næsten 700 virksomheder med unge ansat. Og arbejdsforholdene lader mange steder meget tilbage at ønske. (Arkivfoto)

Et fritidsjob som reklameomdeler eller på en fabrik kan ende med for få kroner på lønkontoen eller i værste fald en arbejdsskade.

Hos 3F, der blandt andet dækker rengøring, fabriksarbejde og job i landbruget, fortæller ungdomssekretær Matias Bredde Jensen, at de unges fritidsjob i nogle tilfælde kan få ubehagelige konsekvenser.

- Vi oplever utroligt mange problemer med arbejdsmiljøet. De unge arbejder for eksempel ved farlige maskiner eller bærer på mere, end de må. Det kan give arbejdsskader, siger han.

Problemet er, at mange arbejdsgivere ikke kender regler og rettigheder for deres unge ansatte:

- Nogle tænker: Det er bare nogle knægte, der skal tjene lidt lommepenge. Andre udnytter ganske åbenlyst de unges arbejdskraft, fortæller Matias Bredde Jensen.

Ifølge LO's Jobpatrulje, der har tjekket arbejdsmiljøet for unge under 18 år på virksomheder rundt omkring i landet, er der problemer på hver fjerde arbejdsplads.

Restaurationsbranchen særligt udsat

Anders Mortensen, der er frivillig i Jobpatruljen i Vestsjællands Amt, oplever ligeledes, at mange arbejdsgivere simpelthen ikke kender lovgivningen, når de ansætter de unge medarbejdere.

Omkring hver anden arbejdsplads, som den vestsjællandske Jobpatrulje har besøgt, bryder reglerne i større eller mindre grad. Især grillbarer og restauranter tegner sig for problemer:

- De unge arbejder typisk, hvor der bliver skænket alkohol. Det strider mod stedernes spiritusbevilling, når unge under 16 år for eksempel arbejder som afryddere, fortæller Anders Mortensen.

Ingen toiletter til bærplukkere

Inden for 3F's fagområde er det primært unge bærplukkere, der har problemer. Lønsedlen er rigtig nok, men ofte er der meget langt til nærmeste toilet.

- Der skal være toiletforhold inden for rimelighedens grænser. Mange marker ligger langt fra gårdene, og så fungerer det ikke, at der ikke er et toilet i nærheden, siger Anders Mortensen.

Han oplever dog, at det primært er manglende ansættelseskontrakter og ingen feriepenge, som arbejdsgiverne sjusker med, mens de er blevet mere opmærksomme på, at de unge ikke må udføre farligt arbejde.

Unge skal i fagforening

Ungdomssekretær Matias Bredde Jensen peger på, at problemet med dårlige arbejdsforhold også ligger i, at de unge og deres forældre ikke ved, at unge under 18 også kan være medlemmer af en fagforening og få hjælp derfra.

Det skal en ny kampagne til næste år forsøge at råde bod på. Elever i folkeskoler og gymnasier skal informeres om vigtigheden af et medlemskab i en fagforening.

- Det har været et glemt område, som vi hidtil ikke har brugt mange ressourcer på. Men det skal ændres nu, siger Matias Bredde Jensen.