Rengøringsfolk lokkes til at blive selvstændige

Københavnsk 3F'er var pludselig selvstændig, da hun begyndte nyt rengøringsjob. Og lønnen faldt med 50 kroner. 3F advarer mod stigende tendens til den slags ansættelser.

De såkaldte arme og benfirmaer er i dag et kendt fænomen inden for byggebranchen, men alt tyder på, at tendensen nu breder sig til rengøringsområdet, vurderer 3F's Private Servicegruppe. De såkaldte arme og benfirmaer er i dag et kendt fænomen inden for byggebranchen, men alt tyder på, at tendensen nu breder sig til rengøringsområdet, vurderer 3F's Private Servicegruppe.

En københavnsk 3F'er troede, at hun havde fået et godt og regulært rengøringsjob til 130 kroner i timen. Men det viste sig, at arbejdsgiveren havde hyret hende som et selvstændigt firma.

Hun kunne ikke få ansættelsespapirer, skulle selv udrede feriepenge og pension - og selv skaffe afløser ved ferie eller sygdom. Og så var timelønnen pludselig nærmere de 80 kroner.

De såkaldte arme og benfirmaer er i dag et kendt fænomen inden for byggebranchen, men alt tyder på, at tendensen nu desværre breder sig til rengøringsområdet, vurderer 3F's Private Servicegruppe.

- Der er virkelig grund til at advare mod den form for ansættelser, siger næstformand i 3F Storkøbenhavn, Mette Madsen.

Blev momsregistreret

3F-medlemmet troede, der bare var tale om en formalitet, da arbejdsgiveren sagde, hun skulle momsregistreres. Hun var af den opfattelse, at hun stadig var ansat af arbejdsgiveren med de rettigheder, det indebærer at være ansat.

- Der burde måske have ringet en klokke, da arbejdsgiveren bad vores medlem blive momsregistreret. Men det gjorde der ikke, og medlemmet sagde et fast job op, fordi hun troede, at hun havde fået et godt betalt job, siger Mette Madsen.

Hun frygter, at især udlændinge, som der er mange af inden for rengøring, vil være nemme at lokke ud i et sådant ansættelsesforhold.

Havnede i karantæne

3F'eren fandt forholdene på den nye arbejdsplads så usikre, at hun selv sagde op. Det kostede hende tre ugers karantæne, og ny jobsøgning har endnu ikke givet resultat.

Mette Madsen opfordrer til, at man som jobsøgende ikke skal gå ind i et arme og benansættelsesforhold med lukkede øjne.

- Sig, at du gerne vil have lidt betænkningstid, inden du skriver under på noget og gå eventuelt i din 3F-afdeling og få talt om, hvad du risikerer, hvis du bliver ansat på de vilkår. Der er jo stor forskel på at blive selvstændig i forhold til at være ansat, understreger Mette Madsen.

Ruinerede og arbejdsløse

For Tina Møller Madsen, forhandlingssekretær og næstformand i 3F's Private Servicegruppe, kommer det storkøbenhavnske medlems oplevelser ikke som nogen overraskelse.

- Det her er det første konkrete eksempel, men vi ved, at det foregår, og vi er meget kede af, at denne tendens nu også vinder ind på rengøringsområdet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi - desværre - kan forvente at komme til at se meget mere af den slags.

- Og hvis ikke vi i forvejen har et grumset og grå rengørings arbejdsmarked i Danmark, ja så får vi det i hvert fald nu, understreger Tina Møller Madsen

Perspektivet bliver ikke mindre uhyggeligt af, at netop mennesker med anden etnisk baggrund end dansk er dem, der er flest af i rengøringsbranchen, påpeger hun.

- Måske ser disse mennesker, som ikke er så fortrolige med det danske arbejdsmarked, arme og benansættelserne som en mulighed for at blive selvstændige. I stedet ender de måske med at blive ruinerede og arbejdsløse, lyder det fra Tina Møller Madsen .