Unge skubbes ud af folk med løntilskud
LO's Jobpatrulje møder færre unge fritidsjobbere end tidligere. Tilsyneladende vælger virksomhederne i stedet at ansætte folk i løntilskudsjob.
SiD oplever at mange ordinære gartner- og pedelmedhjælperjob bliver nedlagt til fordel for løntilskudsjob. (Harry Nielsen) Hvorfor tage en ung fritidsjobber når du kan få en billig voksen? Det synes at være sommerens mantra for de danske arbejdsgivere, der normalt ansætter unge fritidsjobbere i sommerferien.
Der er nemlig ikke så mange unge fritidsjobbere, som der plejer at være. I Nordjylland har LO's jobpatrulje bemærket en ny tendens.
- Vi oplever, at der er mange folk i forskellige løntilskudsjob, som fleks- og skånejob, i stedet for unge fritidsjobbere, som der normalt er mange af her om sommeren, fortæller koordinator for jobpatruljen i Nordjylland, Michel Berg.
Succes for Claus Hjort
Og det er slet ikke en usandsynlig tendens, mener uddannelsessekretær i SiD, Poul Hansen, der peger på at beskæftigelsesministeriet netop har afsluttet en kampagne, der skal skaffe flere i jobtræning.
- Der er ingen tvivl om at flere arbejdsgivere er blevet opmærksomme på de forskellige løntilskudsordninger, siger Poul Hansen.
Og hos Beskæftigelsesministeriet er man også overordentlig tilfreds. Målet med kampagnen var at skaffe 8.700 løntilskudspladser, men her 10 uger efter kampagnens start har AF har fået 10.700 ledige aktiveret med løntilskud.
- Det er meget positivt, at så mange private virksomheder har stillet løntilskudspladser til rådighed. Vi igangsatte kampagnen som et led i forårspakken, fordi vi ved, at løntilskud er den mest effektive vej til et job, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Uvist om job bliver permanente
Poul Hansen peger dog på at fritidsjob er sæsonjob, og det derfor ikke er sikkert af folk i tilskudsjob også har et job efter ferien.
- Spørgsmålet i det her er jo, hvor lang tid folk har de her jobs, og om de så kan få et permanent job bagefter, siger Poul Hansen, der også er tilbageholdende med at drage konklusioner allerede.
- Vi må ud på de enkelte virksomheder for at vurdere holdbarheden i det her, mener han.
- Det er da ærgerligt for de unge, at folk i tilskudsjob har taget deres sommerferiejob, men det er jo helt fint, hvis de ledige på den måde kan få et job, siger Poul Hansen.