Le Mans er andet end hurtige biler
Interview:
Sidste år tog tidligere Le Mans-vinder John Nielsen sin kone med til Le Mans og levede på turistmanér. Hør ham fortælle om den oplevelse og det særlige ved racerløbet Le Mans.
Tidligere Le Mans vinder John Nielsen nød campingliv og feststemning som turist og tilskuer ved sidste års Le Mans og kalder det sit første rigtige Le Mans. (Foto: TV3 / Jakob Mydtskov) Tidligere racerkører og vinder af Le Mans, John Nielsen, tog sidste år en beslutning. Han ville en tur til byen Le Mans. Denne gang var det ikke for at leve som den V.I.P, han så ofte før havde gjort på racerbanen, men han og konen skulle bare ned til den franske by og hygge og feste sammen med de cirka 300.000 andre besøgende.
- Jeg synes næsten, jeg skyldte at være på den anden side af hegnet. Det var min tur til at opleve Le Mans, sådan som alle mine fans har oplevet det. Min professionelle karriere er slut, og nu kører jeg kun som hobby, så det eneste problem dernede var, at det kriblede i fingrene for selv at kunne få lov til at komme ud at køre igen, forklarer John Nielsen, der boede på selve pladsen sammen med små 300.000 andre bilfans.
- Det var noget af en ilddåb, vi fik os, fordi min kone og jeg sov i et lille tomandstelt. Det regnede så vildt om natten, så dagen efter var der ikke meget telt tilbage, forklarer John Nielsen, der tog oplevelsen med et smil.
Et nært forhold til Le Mans
De første danske turister drog med arrangerede ture til den historiske by Le Mans tidligt i '90'erne, efter John Nielsen havde vundet sit første løb. Dengang var der ifølge John Nielsen 3.000-4.000 danskere, som tog med på turene. Nu er der nærmere 30.000, som drager mod syd for at se 24-timers løbet på tæt hold.
- Det er sjovt at se, at der nærmest er flere danske flag på pladsen, end der er engelske. Da jeg vandt i 1990, kørte jeg for jaguar, og der var små 50.000 englændere. Siden da er flertallet af besøgende enten franskmænd og så danskere.
Banen ligger næsten inde i byen Le Mans, som John Nielsen har et nært forhold til. Han har nemlig sin egen flise med aftryk af hans hænder og fødder, som er støbt i kobber. Ved denne flise friede han til sin kone.
Ingen klasseforskelle
En af John Nielsens største oplevelser som turist ved Le Mans var de næsten 300.000 åbne og glade mennesker.
- Jeg er så imponeret over, hvordan man kan være så mange tusinde mennesker og opføre sig så godt overfor hinanden. Der er ingen uenigheder, ingen slagsmål - ja du behøver nærmest ikke at låse bilen, forklarer han.
- Det er bare helt ubeskriveligt at opleve den harmoni, der var i den totale forvirring af mennesker, hvor nogle kan være til BMW og andre til Audi. Men de har en fælles interesse, nemlig biler. Du kan opleve en Bentley holde ved siden af en Mini Cooper - altså en overklasse og en arbejderklasse - hvor ejerne sidder og griller en pølse sammen, forklarer John Nielsen.
- Det at mødes i fredelig fordragelighed, hvor man, uanset klasseforskelle, mødes om en fælles interesse. Det er faktisk ikke så ofte, man oplever det, og det er i hvert fald noget, som Le Mans kan.