10 gode råd til at spare på benzinen

Med de høje benzinpriser, så gælder det om at køre så grønt og så effektivt som muligt, når du skal frem og tilbage til arbejdet. Få 10 gode råd til, hvordan du sparer på de dyre dråber.

Det gælder om at spare på de dyre benzindråber. Det kan blandt andet gøres ved at skifte de dårlige kørevaner ud med gode. (Foto: Colourbox)Det gælder om at spare på de dyre benzindråber. Det kan blandt andet gøres ved at skifte de dårlige kørevaner ud med gode. (Foto: Colourbox)

De fleste danskere tror de er effektive bilister, og at de derfor udnytter bilens brændstof optimalt. Men det holder ikke, viser undersøgelser. Mange har behov for at lære nye vaner.

- Den høje pris på benzin gør det vigtigt at spare på brændstoffet. Og du kan let spare op til 15-20 procent. Ja måske mere, alt efter hvordan du kører i forvejen. Samtidig er der den fordel, at du også sparer på CO2 udledningen, siger Søren Holten Jacobsen, der er chefinstruktør på FDM Sjællandsringen.

Her kan både private og firmaer lære at køre grønt og effektivt og udskifte de dårlige kørevaner med gode.

Tjek dæktryk og fjern tagboksen

Men inden du overhovedet sætter dig ind i bilen, skal du tjekke dæktrykket. Det korrekte tryk står i bilens instruktionsbog, og er det en halv bar for lavt, kan det koste 10 procent ekstra i benzinforbruget.

- Desuden betyder det også utrolig meget rent sikkerhedsmæssigt. For er dæktrykket ikke korrekt, så er bilen vanskeligere at manøvrere med. Der er mere slinger i bilen, og det gør risikoen for uheld større, siger Søren Holten Jacobsen.

Det betyder også en del, hvis du har læsset din bil. Så tag bøjlerne eller tagboksen ned. Alene tagboksen betyder 15 procent mere i benzinudgifter. Tøm også bilen for gamle tæpper, kasser og hvad du ellers har liggende i den. 100 kilo betyder 4 procent mere i forbrug.

Kør i det rigtige gear

Når du sætter dig ind i bilen, skal du køre i det rigtige gear. Mange kører i for lavt gear og det kan betyde et merforbrug af benzin på 20 procent. Kører du i en dieselbil, skal omdrejningerne være på højest 2.000, og kører du i en almindelig bil, skal omdrejningerne være på højest 2.500.

De fleste tror, at de skal træde forsigtigt på speederen, når de accelerer. Men du kan sagtens træde speederen halvt ned med det samme, for så går det hurtigt og brændstoffet udnyttes mest effektivt.

- Og når du accelerer, så sørg for at skifte gear hurtigt, for erfaringen er, at de fleste skifter for sent. Bilerne er jo udviklet, så de ikke kræver så mange omdrejninger, siger Søren Holten Jacobsen.

10 gode råd til at spare på brændstoffet

  1. Tøm bagagerummet: Du kan regne med, at 100 kilo ekstra vægt øger brændstofforbruget med 4 procent.
  2. Afmonter tagbagagebærer og tagboks efter brug: En tagbagagebærer kan øge brændstofforbruget med et par procent, mens en tagboks kan øge forbruget med hele 15 procent.
  3. Tjek dæktrykket: Det korrekte tryk fremgår af bilens instruktionsbog, og hvis det er en halv for lavt, kan det koste op mod 10 procent ekstra.
  4. Kør i et så højt gear som mulig: Moderne biler kan sagtens tåle at køre i 5. gear allerede fra cirka 50 km/t.
  5. Accelerer kvikt: Det gælder om at komme op i den ønskede hastighed forholdsvist hurtigt.
  6. Brems med motoren: Du sparer mere ved at holde bilen i gear end at koble ud og køre i frigear.
  7. Vær forudseende: Hold øje med trafikken og hold afstand. Hver gang du bruger bremsen, koster det nemlig i brændstof at komme op i fart igen
  8. Aircondition koster: Tænk over om det er nødvendigt at have klimaanlægget tændt, for det øger brændstofforbruget med op til 15 procent.
  9. Brug instrumenterne: Mange biler har en brændstofmåler, der viser, hvor langt du kører på literen. Hold øje med måleren.
  10. Kør ikke for hurtigt: Jo hurtigere du kører, desto større bliver luftmodstanden, og luftmodstand koster brændstof.
(Kilde: FDM og Center for Grøn transport)