3F-formand: Ingen job til seniorerne
Mange 3F'ere på efterløn vil gerne arbejde lidt, men arbejdsgiverne tilbyder generelt ikke fleksibel tilbagetrækning eller seniorordninger.
- Regeringen er jo ikke kommet med et eneste seriøst bud på, hvordan der skabes flere arbejdspladser, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkiv) Efterlønnen skal afskaffes for at få flere i arbejde, mener regeringen. Men selvom den nuværende efterlønsordning er åben for gradvis tilbagetrækning, er det kun meget få, der bruger den mulighed. Det er selvom mange efterlønnere gerne vil arbejde.
- Arbejdsmarkedet er generelt ikke gearet til at beholde seniorer på arbejdspladserne. Jeg frygter, at en hurtig afvikling af efterlønnen, som regeringen lægger op til, vil kaste tusinder og atter tusinder ud i ledighed. Regeringen er jo ikke kommet med et eneste seriøst bud på, hvordan vi får skabt flere arbejdspladser, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
I dag er det kun omkring syv procent af efterlønnerne, der arbejder ved siden af. Det viser en rundspørge hos otte danske fagforbund foretaget af Nyhedsbrevet 3F.
Ældre vil gerne arbejde
Samtidig viser en undersøgelse fra Analyse Danmark blandt mere end 700 af 3F's efterlønnere, at over 60 procent ikke fik tilbudt en seniorordning eller gradvis tilbagetrækning fra deres arbejdsgiver.
4 ud af 10 kunne ellers godt forestille sig at arbejde 9-16 timer om ugen, hvis de kunne få mindre hårdt fysisk arbejde eller få indflydelse på arbejdstiden. Derudover ville 24 procent arbejde 4-8 timer om ugen og 11 procent hele 17-30 timer om ugen.
- Arbejdspladserne er tydeligvis ikke indstillet på at beholde folk oppe i alderen. Hvor er arbejdsmarkedet til seniorerne? Selv staten fyrer ældre først, når der er fyringsrunder. Det hænger ikke sammen, siger Poul Erik Skov Christensen.
DA: Ikke behov for seniorordninger
Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Erik Simonsen mener ikke, det er dokumenteret, at arbejdsmarkedet ikke ønsker at beskæftige ældre medarbejdere.
- Men hvis der nogle steder er en tendens til at afvikle den ældre del af medarbejderne, skyldes det netop, at man har efterlønnen. Den er en redningsplanke, som man ikke bør kaste ud, siger Erik Simonsen.
Han mener ikke, der er specielt brug for seniorordninger og lignende.
- Man skal bare hele tiden sørge for at udvikle medarbejderne ud fra de ressourcer, de har. Ligesom man som medarbejder også selv skal sørge for at udvikle sig, siger han.