Flere sygedage op til efterlønnen
Danskere, der går på efterløn, har flere sygedage, end andre. Statsministeren fastholder dog, at efterlønnernes helbred generelt er godt.
Folk på vej mod efterløn har 70 procent flere sygedage. 70 procent flere sygedage.
Det er virkeligheden for folk, der er på vej mod efterløn.
Tal fra LO viser ifølge Politiken, at danskere, som går på efterløn, har 70 procent flere sygedage om året, inden de forlader jobbet, end jævnaldrende, der bliver i arbejde.
"Der er ingen tvivl: Dem, der går på efterløn, har markant højere sygelighed, og det er specielt i perioden lige inden, de går på efterløn. Det er ikke bare en gradsforskel - det er signifikant højere," siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet, til Politiken.
Dermed punkteres statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) påstand fra nytårstalen om, at "langt de fleste efterlønnere hverken er mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet.", påpeger han.
Løkke fastholder
Lars Løkke Rasmussen fastholder dog, at langt de fleste efterlønnere har samme helbred som alle andre.
"Efter min bedste hukommelse er det omkring hver femte, der angiver helbredsårsager som en af hovedforklaringerne. Det betyder, at fire ud af fem ikke angiver helbred som hovedforklaring," siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.
Flemming Ibsen advarer mod at afskaffe efterlønnen, fordi gruppen af nedslidte over 60 år derved mangler en tilbagetrækningsmulighed ud over førtidspensionen.
LO påpeger, at det er bedre at lave flere seniorordninger med nedsat arbejdstid end at afskaffe efterlønnen.
"Hvis vi afskaffer efterlønnen helt, kommer vi til at opleve, at de her mennesker bliver arbejdsløse. De er sjældent syge nok til en førtidspension, men er slidt af et langt arbejdsliv, og de er ikke en arbejdskraft, som arbejdsgiverne efterspørger," siger LO-næstformand Lizette Risgaard til Politiken.