Kvinder styrker demokrati i Palæstina
Antallet af kvindelige faglige ledere vokser i de besatte områder, og i Gaza melder flere og flere unge kvinder sig til læseklasser med støtte fra 3F.
35-årige Mahera er en af de fagligt aktive, palæstinensiske kvinder, der har støtte fra 3F. (Foto: Søren Zeuth) De palæstinensiske kvinder lader sig ikke holde tilbage. Med små skridt tiltager de sig en større rolle i fagbevægelsen i selvstyreområderne.
- Der sker en demokratisering af fagforeningerne, og det er ikke mindst fordi kvinderne får mere indflydelse. Det er en meget positivt udvikling, mener Ali Khilleh, dansk fagbevægelses repræsentant i Palæstina.
Den palæstinensiske LO, Pgftu, har besluttet, at mindst 20 procent af alle bestyrelsesmedlemmer skal være kvinder. I samfundet som helhed er blot 11 procent af lederne kvinder. 13 procent af kvinderne er erhvervsaktive.
- Man kan altid diskutere det principielle i den type regler, men her har det været en kæmpe succes. Kvinderne gør det godt og bidrager virkelig til at rykke ved tingene. Det er en fornøjelse at se, siger Ali.
Mod uafhængighed
Pgftu har været tæt knyttet til Fatahs politiske ledelse, men 3F's støtte handler blandt andet om at skabe en uafhængig fagbevægelse med større gennemsigtighed.
- Det går fremad. Der bliver afholdt flere demokratiske valg i fagforeningerne, også i de kommende måneder, og her spiller kvinderne en vigtig rolle. Men det burde gå hurtigere, end tilfældet er.
3F støtter kvinderne i det faglige arbejde, og gjorde det blandt andet muligt for Pgftu at ansætte kvindelige aktive i en periode. Desuden samarbejder 3F med landarbejder-, tekstil- og bygningsarbejderfagforeninger i de palæstinensiske selvstyreområder.
Lærer at læse og skrive
Flere og flere arbejderkvinder i det isolerede Gaza begynder i øjeblikket på læse- og skrivekurser, støttet af midler, som er indsamlet i3F.
- I februar startede flere nye alfabetiserings-klasser for kvinder i Gaza. Der er tale om unge, der har hørt om muligheden fra kvinder i en anden landsby, fortæller Ali Khilleh.
Unge kvinder læser og skriver bedre end voksne og ældre i Palæstina. De unge er på niveau med deres jævnaldrende mænd, mens kvinder over 25 år læser dårligere end mændene.