Afskåret fra lov og ret
Tusinder af palæstinensere er blevet snydt af israelske arbejdsgivere, og navnlig på Gazastriben er de lukket inde og har vanskeligt ved at få deres sag for retten.
Advokaten Amir Garra hjælper palæstinensiske arbejdere, der bliver snydt af israelske arbejdsgivere. Men ofte er det umuligt at vinde en sag ved retten. (Foto: Hans Henrik Fafner )
Manden, der er i begyndelsen af 60erne, er et af mange eksempler på, hvordan palæstinensiske arbejdere snydes af deres israelske arbejdsgivere, og efterfølgende må føre en lang, og ofte forgæves kamp for at få deres ret.
- Mandens sag er vanskelig, siger Amir Garra, der er israelsk-arabisk advokat og har gjort denne jungle af sager til sit speciale.
- Han tjente netto omkring 7.500 shekel (ca. 10.000 kr.) om måneden, hvilket efter mine beregninger skulle udløse en pension på 4-5.000, men i stedet får han 600. Han er med andre ord en mand uden pension.
Mange sager
Da Amir Garra påtog sig sagen, fandt han hurtigt ud af, at mandens arbejdsgiver, et elinstallatørfirma, i årevis havde indberettet at manden arbejdede hos dem 3-4 dage om måneden i stedet for de 25, som reelt var tilfældet. Firmaet sparede store penge i skatteindbetalinger, mens medarbejderens grundlag for pensionsberegning var skåret ned til det rene ingenting. Uden at han vidste noget.
- Der er bunker af denne type sager i mange forskellige varianter. I modsætning til israelske arbejdere, har palæstinenserne meget ringe viden om deres rettigheder. Og de ved alle sammen godt, at hvis de begynder at spørge, er standardsvaret, at der er tusinde andre palæstinensere, der gerne vil overtage deres job, siger Amir Garra.
Lige siden 1967, da Israel på seks dage i juni besatte Vestbredden og Gazastriben, har israelske arbejdsgivere gjort brug af den palæstinensiske arbejdskraft. I perioder er flere hundrede tusinde palæstinensere dagligt pendlet fra de besatte områder til israelske arbejdspladser, men dette er gået op og ned med den politiske situation.
Selvom antallet af palæstinensere med israelsk arbejdstilladelse igen er i svag stigning, bærer situationen tydeligt præg af at der mere eller mindre har været lukket ned siden starten på Al Aqsa intifadaen i 2000.
Jordansk lovgivning
- Man kan tale om tre kategorier arbejdere, oplyser Ali Khilleh, som repræsenterer dansk fagbevægelses udviklingsprojekt på Vestbredden.
- Gennem et par år nu, har antallet af palæstinensere med arbejdstilladelse været stærkt beskåret, men dette er i langsom stigning igen. Herudover er der en stor gruppe, der tager ulovligt ind i Israel og finder arbejde, og endelig er der de, som bliver på Vestbredden, hvor de finder arbejde i de israelske bosættelser, siger Ali Khilleh.
Det store antal arbejdstilladelser, som blev inddraget i forbindelse med intifadaen, tvang mange palæstinensere til at snige sig ind i Israel for at finde arbejde. Ali Khilleh fortæller, at nogle tog frem og tilbage hver dag, mens andre valgte at overnatte i skjul.
- Men det typiske billede er en palæstinenser, som efter en måneds arbejde får udbetalt løn for en uge og ikke tør protestere, siger han.
Denne problematik går igen i Vestbreddens bosættelser, hvor Khilleh og Garra er enige om, at forholdene er særligt vanskelige for landbrugsarbejderne i Jordandalen. Amir Garra fortæller, at bosættelserne der i årevis har kørt alle ansættelsesforhold efter jordansk lovgivning – med henvisning til at området indtil 1967 var jordansk. Dette resulterede i lavere lønninger og langt færre rettigheder.
- Men en israelsk domstol har for et par måneder afgjort, at dette er ulovligt, og at de palæstinensiske arbejdere skal nyde alle rettigheder ifølge israelsk arbejdsmarkedslovgivning, siger han.
Har ikke råd
Imidlertid ser han de tungeste sager komme fra Gazastriben. Siden den islamiske Hamas-bevægelse tog magten der for snart et par år siden, har området været underlagt blokade, hvilket har gjort det tilsvarende vanskeligere for skadelidte arbejdere at kræve deres ret. Gaza-afdelingen for den palæstinensiske fagbevægelse, PGFTU, på har derfor udpeget Amir Garra som bevægelsens repræsentant overfor det israelske retsvæsen.
- Det er en meget besynderlig situation, siger han.
- Jeg er fysisk ude af stand til at møde mine klienter, og de er derfor heller ikke er i stand til at vidne i retten, således som loven kræver. Som retsstat burde Israel tillade disse mennesker indrejse, men det sker ikke.
Netop den fysiske adskillelse og de mange lukninger optræder gang på gang som en faktor i sagerne. Mange af dem er krav om fratrædelsesgodtgørelse, der efter israelsk lov består i en måneds løn for hvert års ansættelse. Mange palæstinensere på Gazastriben går rettens vej for at få dette, fordi blokaden har betydet, at de har mistet deres arbejde, men typisk svarer den israelske arbejdsgiver, at han skam ikke har fyret dem, og at de derfor ikke har krav på noget.
- På Gazastriben er fattigdommen nu så stor, at de fleste end ikke har de 1000 shekel, det koster at rejse en sag for en israelsk domstol, så de er tvunget til at lade det falde, siger Amir Garra.
- Og lykkes det dem at få rejst sagen, ender den ofte med forlig på grund af ringe dokumentation og fordi vedkommende ikke kan møde op for retten. Det ender tit med halvdelen eller en tredjedel af kravet. Det synes det israelske system om, fordi der derved fremstår som retsstat, og den enkelte palæstinenser er nødt til at være tilfreds fordi halvdelen er bedre end ingenting. Men jeg har svært ved at se det som retfærdighed.