3F: Sund madside svigter svage familier
Blålys kalder 3F's næstformand fødevareministerens nye hjemmeside om sund mad til småbørn. Den løser ikke problemet med overvægtige børn i svage familier.
Fødevareministerens nye hjemmeside om sund mad i småbørnsfamilier løser ikke problemet med overvægtige børn i svage familier, mener Jane Korczak. (Arkivfoto) Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil med en ny hjemmeside, www.legdigsund.dk, gøre livet let, sjovt og overskueligt for småbørnsfamilierne.
Men 3F-næstformand Jane Korczak er langt fra imponeret.
- Initiativet som sådan har jeg intet imod, det er jo bedre end ingenting. Men desværre er det blot endnu et eksempel på regeringens helt specielle form for problemløsning. I mine øjne er det naivt at tro, at børnefamiliernes grundlæggende problemer med at leve sundt kan løses ved at gå på nettet, siger 3F-næstformand Jane Korczak.
Mad skal være gratis
3F's holdning er, at børn i dagtilbud og skoler skal have tilbudt et dagligt - og sundt - måltid gratis.
Regeringen er inde på emnet i det regeringsgrundlag, der blev fremlagt efter valget. Men her tales om, at der skal kunne købes et måltid sund mad.
- Igen tages der ikke hensyn til familierne med den stramme økonomi, og hvor sjovt er det for lille Peter i børnehaven at sidde med en flad madpakke i stedet for de andres spændende tallerken? Jeg tror ikke, det på nogen måde øger hans sundhed, siger Jane Korczak, der kalder det og flere andre af regeringens initiativer for blålys.
I 2003 udgav regeringen for eksempel et flot udspil "Bedre sundhed for børn og unge" med mål og initiativer. Men antallet af overvægtige børn stiger fortsat. Børnene drikker stadig mange sodavand, de spiser ikke mere frugt og grønt end før, og der er heller ikke store fremskridt med hensyn til motion.
- I det tidlige forår 2007 kom regeringens eget motions- og ernæringsråd med en lang række anbefalinger, blandt andet om at industrien skulle pålægges et medansvar omkring markedsføring, produktudvikling af sundere varer med videre. Men her er der heller ikke sket noget, selv om vi jo hørte på en konference her i huset før jul, at der foreligger nok dokumentation om eksempelvis overvægt til at få sat gang i nogle konkrete initiativer omkring den sociale arv, siger Jane Korczak.
Social slagside
Hjemmesiden samt et nyt materiale til blandt andet landets sundhedsplejersker er udviklet af Fødevarestyrelsen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og henvender sig til familier med børn i alderen et til seks år.
Familier, der er rige på både penge og ressourcer, vil sikkert bruge hjemmesiden. Men initiativet har helt klart en social slagside, mener Jane Korczak.
- Vi har op imod 50.000 børn, som lever i familier, hvor man hver dag må prioritere benhårdt. Mange af disse børn får ikke sund mad, de kan ikke deltage på lige fod med de andre børn i det sociale liv eller den idræt, kammeraterne går til. Hvis pengene heller ikke er der til en computer, er værdien af hjemmesiden også til at gennemskue, understreger Jane Korczak.