Overvægtige kvinder straffes i løn
For mange kilo betyder også større fare for at miste jobbet, viser finsk undersøgelse.
Overvægtige kvinder tjener cirka ti procent mindre end deres slanke kolleger. Desuden er de i dobbelt så stor risiko for at miste arbejdet, viser en ny finsk undersøgelse. (Arkivfoto.) Er overvægtige mennesker mindre effektive end slanke? Er især kraftige kvinder sløve? Det mener finske arbejdsgivere tilsyneladende. I hvert fald lønner de overvægtige dårligere, og de er også mere tilbøjelige til at fyre kvinderne. Det viser helt nye tal.
Måske har virksomhederne i Finland læst en amerikansk undersøgelse fra 2004. Den viser, at jo bedre form man er i, des mere præsterer man på sit arbejde. Til gengæld har overvægt en markant negativ indflydelse på arbejdet ifølge den amerikanske undersøgelse.
Men også myter spiller i høj grad ind, mener de finske forskere. Mange har en opfattelse af, at tykke mennesker simpelthen bare er lade.
Forskere i Finland har undersøgt oplysninger om 4.000 kvinder og mænds forhold på arbejdsmarkedet. Resultaterne viser, at de overvægtige kvinder tjener cirka ti procent mindre end deres slanke kolleger. Desuden er de i dobbelt så stor risiko for at miste arbejdet.
Dårligere selvtillid
De finske forskere peger på, at det formenligt også spiller ind, at overvægtige ofte har dårligere selvtillid og dermed søger mindre kvalificerede job.
- Det kan også betyde, at de ikke kæmper for at få mere i løn, siger Pekka Räsänen, der er docent i sociologi ved universitetet i Åbo og ansvarlig for undersøgelsen.
Bedre for mænd
Svenska Dagbladet fortæller, at også overvægtige mænd udsættes for diskriminering, men ikke i samme grad som kvinderne. De ligger lidt bag normalvægtiges løn, men forskellen er ikke så stor som hos kvinder. De er heller ikke i samme grad udsat for at miste deres job.
Forskerne har ved undersøgelsen anvendt en stor database med mange oplysninger om de pågældende mennesker. De har udelukket en række andre faktorer, som måske kunne være skyld i forskelle, for eksempel alder, uddannelse, social baggrund, etnisk oprindelse og så videre.
- Derfor er det vægten, der alene er afgørende for forskellene, understreger Pekka Räsänen.
Flere undersøgelser
Også amerikanske undersøgelser tyder på, at overvægtige diskrimineres. Professor og fedmeekspert Stephan Rössner fra Karolinska Instituttet i Stockholm mener, at de tykke ofte havner bagerst.
- Der findes fordomme om, at de kraftige har dårligere karakter, og at overvægten er deres egen skyld, siger Stephan Rössner til Svenska Dagbladet.
Ansatte i form er mere effektive