Polakker i Skævinge får overenskomst
Faglig kamp har givet det ønskede resultat: Overenskomst med polsk byggefirma - og det er et signal også til andre, siger fagforeningerne
Blokade og sympatikonflikt på rådhusombygningen har givet resultat: Det polske firma CKJ Entreprise har tegnet danske overenskomst. (Arkivfoto: Harry Nielsen.) Den faglige kamp for at få overenskomstdækket arbejdet med at ombygge det tidligere rådhus i Skævinge er slut. Med sejr for fagbevægelsen.
Torsdag eftermiddag underskrev det polske firma CKJ Enterprise en overenskomst med Forbundet Træ-Industri-Bygs afdeling i Nordsjælland. Der er tale om præcis den samme overenskomst, som det polske firma tidligere pure har afvist.
- Vi er naturligvis meget tilfredse. Vi er glade for at have kørt en faglig kamp til sejr, og glade for, at det polske firma nu har indset, at det skal arbejde på danske vilkår, når det virker i Danmark, siger faglig medarbejder Mogens Larsen fra TIB.
Overenskomsten sikrer de polske arbejdere minimum 129 kroner i timen samt blandt andet pensionsbidrag og søgnehelligdagsbetaling. Desuden betaler den polske arbejdsgiver fagforeningskontingent for alle udstationerede medarbejdere til TIB's afdeling i Nordsjælland.
Med overenskomsten har TIB samtidig sikret sig regelmæssig dokumentation for løn og arbejdstid.
Arbejdet gik i stå
Det polske firma har for bygherren Estate Invest i flere måneder været i gang med et omfattende arbejde med at omdanne det tidligere rådhus til lejligheder. Firmaet har imidlertid kategorisk nægtet at tegne overenskomst med de nordsjællandske byggefagforeninger og blev derfor mødt med blokade og sympatikonflikt, som til sidst satte arbejdet næsten i stå. Det fik i slutningen af juni bygherren til at opsige kontrakten med det polske firma, som fik frem til 15. juli til at bringe forholdene i orden.
- Så mon ikke også Estate Invest har indset, at det er en dårlig idé at springe over, hvor gærdet er lavest og påføre danske virksomheder og bygningsarbejdere unfair konkurrence, siger Mogens Larsen.
Han tror, at forløbet er et stærkt signal til ikke blot Estate Invest og CKJ men til andre, som påtænker at underminere danske løn- og arbejdsvilkår.
Det har fredag morgen ikke været muligt at få en kommentar fra CKJ Entreprises direktør Krzysztof Capar.