Tidligere rådhus ombygges af billige polakker

Polsk byggefirma understøttet af dansk bygherre vil ikke tegne overenskomst for stor renovering af tidligere rådhusbygning.

For at markere, at det endnu ikke er lykkedes at tegne dansk overenskomst for det polske firma, der ombygger det tidligere Skævinge Rådhus, demonstrerede repræsentanter for de nordsjællandske byggefagforeninger torsdag morgen foran byggepladsen. Foto: Harry Nielsen.
For at markere, at det endnu ikke er lykkedes at tegne dansk overenskomst for det polske firma, der ombygger det tidligere Skævinge Rådhus, demonstrerede repræsentanter for de nordsjællandske byggefagforeninger torsdag morgen foran byggepladsen. Foto: Harry Nielsen.

Det tidligere Skævinge Rådhus i Nordsjælland er ved at blive ombygget til lejligheder og forretningslokaler. Det polske firma, der har hovedentreprisen, vil imidlertid ikke tegne overenskomst med de danske fagforeninger. Hele byggeriet er derfor nu omfattet af sympatikonflikt, som betyder, at danske byggefirmaer har forladt byggepladsen. Kravet om overenskomstdækning af arbejdet blev markeret torsdag morgen i øsende regn af en række repræsentanter for byggefagforeningerne i Nordsjælland. Det polske byggefirma CKJ er blevet præsenteret for et forslag til overenskomst, som skal give den halve snes polske arbejdere en timeløn på 129 kroner i timen samt blandt andet pensionsbidrag. - Samtidig kræver vi dokumentation for løn og arbejdstid, men også det afvises, siger faglig medarbejder Mogens Larsen i TIB Nordøstsjælland, som har stillet overenskomstkravet. Han oplyser, at lønkravet er afpasset med de ændringer i udstationeringsloven, som er fulgt i kølvandet på EF-domstolens afgørelse i den såkaldte Vaxholmsag.

Unfair konkurrence

Det er det danske investeringsselskab Estate Invest med adresse i Frederiksværk, der er bygherre og ombygger det gamle rådhus til 18 lejelejligheder og kontorlokaler. Direktør Peter Nielsen, Estate Invest, har siddet med til forhandlingerne om overenskomst med TIB. - Om han så også er den egentlig entreprenør ved vi ikke, men det er sådan set også ligegyldigt, siger Mogens Larsen. - Det afgørende for os er, at de polske arbejdere får en løn, der nogenlunde matcher de danske kollegers og dermed ikke udsætter os for unfair konkurrence. Vi oplever en galopperende ledighed blandt nordsjællandske bygningsarbejdere, og vi vil ikke finde os i at blive udkonkurreret af billig, udenlandsk arbejdskraft, kynisk udnyttet af danske bygherrer eller entreprenører, siger han. Nyhedsbrevet 3F har torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Nielsen.

Polakkerne kørte igen

Byggefagforeningerne har i et par omgange været i kontakt med enkelte af de polske arbejdere på byggeprojektet. Det lykkedes dog ikke i morges i forbindelse med demonstrationen, idet de polske håndværkere vendte bilen og helt opgav at komme ind på byggepladsen. Polakkerne har tidligere oplyst, at de får 18.000 kroner om måneden. - Men det har vi for det første ikke set nogen dokumentation for, for det andet er det ingen stor løn, hvis der arbejdes 12-15 timer om dagen, siger Mogens Larsen.