3F afliver krav om fri kørsel for øst-chauffører
Arbejdsgiverne vil fjerne kravet om arbejds- og opholdstilladelser for chauffører fra de nye EU-lande. Helt udelukket, siger 3F, der arbejder for en forlængelse af Østaftalen.
- Det vil vi overhovedet ikke være med til! Det er jo lige som at åbne en bolcheforretning for vognmændene, siger Orla Petersen, formand for Transportgruppen i 3F om arbejdsgivernes krav om fri kørsel for chauffører fra de nye EU-lande. Kravet om arbejds- og opholdstilladelser for chauffører fra de nye EU-lande skal fjernes, mener de to brancheorganisationer International Transport Danmark, ITD og Dansk Transport & Logistik, DTL.
Kravet gælder, når chauffører fra de østeuropæiske lande arbejder som chaufførvikarer eller er udstationeret til at arbejde i Danmark.
I den senere tid har der været en lang række sager, hvor danske vognmænd har brugt baltiske chauffører uden arbejds- og opholdstilladelse i dansk indregistrerede lastbiler.
Det er udelukket
- Det vil vi ikke være med til overhovedet! Det er jo lige som at åbne en bolcheforretning for vognmændene, siger Orla Petersen, formand for Transportgruppen i 3F og fortsætter:
- Vognmændene vil ikke overholde reglerne, som de er i dag. Og man kan altså ikke bare gøre noget ulovligt lovligt, fordi mange omgår reglerne, siger Orla Petersen.
- Hvis der er fuld beskæftigelse for danske chauffører, så har vi ikke noget imod, at vognmændene henter østeuropæiske chauffører til at udføre arbejdet. De skal bare arbejde på danske overenskomster, slår Orla Petersen fast.
Kravet om tilladelser skal forlænges
Som det er nu, gælder Østaftalen og dermed kravet om arbejds- og opholdstilladelser til 2007, men Transportgruppen i 3F arbejder på, at det forlænges med yderligere to år.
- En forlængelse af kravet med to år mere skal besluttes senest i april 2006, og det arbejder vi nu på, siger Orla Petersen.
Forlænges Østaftalen, vil der være krav om arbejds- og opholdstilladelse frem til 2009 for udstationerede chauffører og chaufførvikarer fra Østeuropa.
Klare regler nødvendigt
Anders Jessen, der er sektionsleder i ITD, vil have klarere og enklere regler på området.
- Formålet er først og fremmest at få klarhed. Som det er i dag, så er der mange forskellige fortolkninger af reglerne fra land til land, det gør det svært at være international transportør. De regler skal være ensartet. Er der så fortsat et krav om arbejds- og opholdstilladelse, så accepterer og respekterer vi det, siger Anders Jessen.