3F: En sort dag for Jobcentrene

Kommunerne overtager 1. august Jobcentrene. Dermed indleder regeringen det mest hasarderede eksperiment med den danske model i mands minde. Ofrene bliver de 105.000 ledige, mener 3F.

Som den eneste fagforening har 3F afdelinger i næsten alle kommuner, og vi vil naturligvis nøje følge, hvilke konsekvenser kommunaliseringen får for vores medlemmer, siger Poul Erik Skov Christensen.  ((Arkivfoto: Hanne Loop))Som den eneste fagforening har 3F afdelinger i næsten alle kommuner, og vi vil naturligvis nøje følge, hvilke konsekvenser kommunaliseringen får for vores medlemmer, siger Poul Erik Skov Christensen. ((Arkivfoto: Hanne Loop))

3F frygter, at de ledige ofres i bureaukratisk kaos og kommunal kassetænkning, og at de 105.000 ledige bliver klienter i det kommunale bureaukrati.

3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, peger på, at kommunernes økonomi er uafklaret, og at de ledige nu bliver forsvarsløse klienter i et kommunalt system under pres. Der bliver over 90 forskellige beskæftigelsespolitikker. Tilbuddet til den ledige vil afhænge af hvilken kommune, man bor i.

- Det er en sort dag for den danske model. Arbejdsgivere og lønmodtagere sættes ud på sidelinjen i beskæftigelsespolitikken, og dagpengemodtagerne bliver reduceret til et sagsnummer i det kommunale bureaukrati, siger Poul Erik Skov Christensen.

3F følger udviklingen over hele landet

De ledige bliver ofre i et spil om den kommunale økonomi, for eksempel ved at blive presset ud i helt meningsløs og formålsløs aktivering. Eller man sparer uddannelsestilbuddet væk for at få de ledige hurtigere i arbejde.

- Som den eneste fagforening har 3F afdelinger i næsten alle kommuner, og vi vil naturligvis nøje følge, hvilke konsekvenser kommunaliseringen får for vores medlemmer, siger Poul Erik Skov Christensen.

Kommunale centre er allerede dumpet én gang

En tæt kontakt til arbejdsmarkedets parter en forudsætninger for at kende virksomhedernes uddannelsesbehov, hvilke typer arbejdskraft, der er mangel på og de lediges muligheder. Den kontakt er væk i det nye system.

Det er ikke tilstrækkeligt belyst, hvorvidt kommunerne og Jobcentrene er rustet til at klare opgaven, og ministeren har ikke ønsket at vente på en evaluering af dette.

- I maj fik de kommunale jobcentre dumpekarakterer for deres håndtering af kontanthjælpsmodtagere. De får blandt andet ikke den hjælp og de tilbud, de har ret og pligt til. Men beskæftigelsesministeren udtaler gang på gang, at det bliver så godt fra 1. august. Det er mildest talt ikke betryggende, siger Poul Erik Skov Christensen.