3F: Jobcenterreform en tikkende bombe
1. maj: Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen tilbyder lektiehjælp til Inger Støjberg. 3F er klar til samarbejde, hvis hun vil.
3F'ere skal ikke være forsøgskaniner, sagde Poul Erik Skov Christensen i Det Gamle Ridehus på Grønnegades Kaserne i Næstved. (Foto: Hanne Loop) Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) bør straks udsætte jobcenterreformen, der er en tikkende bombe. I den værste krise i generationer skal der ikke flyttes rundt på ringbind og omprogrammeres computere.
Det sagde 3F-formand Poul Erik Skov Christensen i dag i Næstved.
- Når de kommunale jobcentre overtager det fulde ansvar for beskæftigelsesindsatsen efter sommerferien, trues hele systemet af totalt kaos.
3F'erne skal ikke være forsøgskaniner i Claus Hjorts liberalistiske laboratorium, fastslog 3F-formanden. Til gengæld bød han efterfølgeren Inger Støjberg hjerteligt velkommen.
- Jeg har set, at ministeren vil tage en tur rundt i landet for at lære om sit område. 3F yder gerne lidt lektiehjælp til ministerens studier.
- Lars Løkke kunne have valgt en minister, der faktisk vidste noget om arbejdsmarkedet i forvejen. Man at vi har fået én, der gerne vil vide noget, det må da være det næstbedste. Og det er langt at foretrække frem for Claus Hjort, der troede, at han vidste det hele.
Fejlskud og bygge-bingo
Det er desværre umuligt at have tillid til Lars Løkke Rasmussens vurdering af, hvad der kan afbøde krisen, lød det fra 3F-formanden.
- Statsministeren har indtil videre lavet flere fejlskud end en blind mand i et skydetelt.
- Man har lavet et lille bygge-bingo, hvor nogle heldige husejere kan få tilskud til Velux-vinduer eller hulmursisolering, de nok skulle have haft alligevel. Tænk hvis vi havde brugt det i fællesskab i stedet.
Over 100.000 job forsvinder og kommer aldrig tilbage. Derfor handler det om at ruste de kortuddannede til fremtiden via uddannelse, og 3F har en plan, der er lige til at kopiere, fremhævede Poul Erik Skov Christensen.
- Hvis regeringen vil lægge sine ideologiske blokeringer til side, er vi klar til samarbejde.