Jobcentre sylter ledige
3F er rystet over ny rapport fra Rigsrevisionen, der viser, at jobcentre bryder loven overfor kontanthjælpsmodtagere, som ikke får de tilbud, de har krav på.
- Indsatsen i jobcentrene sejler i dén grad. Det kan vi simpelthen ikke være tjent med. Om bare få måneder bliver det vores medlemmer, der står for skud, siger 3F's forbundsekretær Per Christensen. (Arkivfoto.) - Indsatsen i jobcentrene sejler i dén grad. Det kan vi simpelthen ikke være tjent med. Om bare få måneder bliver det vores medlemmer, der står for skud, siger 3F's forbundsekretær Per Christensen.
At tingene sejler, viser en ny rapport fra Rigsrevision, der giver en sønderlemmende kritik af jobcentrenes beskæftigelsesindsats overfor kontanthjælpsmodtagere.
Rapporten fortæller blandt andet, at kontanthjælpsmodtagerne ikke får den beskæftigelsesindsats, de har ret og pligt til efter loven. Eksempelvis får hver 5. ikke den samtale mindst hver tredje måned, som loven siger. Desuden er det mere end hver 3., der ikke får tilbud om aktivering til tiden.
Rigsrevisionen peger også på, at nogle kommuner får refusion fra staten, som de slet ikke har krav på. Kommunen mister nemlig retten til refusion, hvis en kontanthjælpsmodtager ikke får aktivering til tiden. Men undersøgelsen har vist, at nogle kommuner tager refusion hjem, selvom der ikke sker aktivering til tiden.
Udskyd overgangen
Desuden viser rapporten, at på flere punkter er der ikke engang overblik over, om kommunerne gør det, de skal.
Forbundssekretær i 3F, Per Christensen, er rystet. Fra 1. august skal kommunerne overtage beskæftigelsesindsatsen også over for forsikrede ledige. Den indsats har hidtil ligget i en statslig del af jobcentrene.
- Rapporten vidner om alarmerende forhold og svigt overfor de ledige kontanthjælpsmodtagere. Der er himmelvid forskel på, hvad kommunerne går og laver, og meget af det har man end ikke overblik over. Jeg er dybt bekymret over, hvad der kommer til at ske, når vores ledige medlemmer overgår til det kommunale system. Lige nu kan jeg kun se én løsning, og det er at udskyde overgangen, indtil der kommer styr på forholdene i kommunerne, siger Per Christensen.