Asbest-tema: Én lille fiber er nok

Lungehindekræft som følge af asbest satte en stopper for Steffen Christensens normale liv, da han var 54 år.

Engang stod han hverken tilbage for Eremitageløb, maraton eller 100 kilometer-løb. I dag rækker vejrtrækningen knap til nogle få, hviskende sætninger.

62-årige Steffen Christensen fra Ishøj ved København arbejdede først i 1970'erne som isoleringsarbejder. Det var før, der for alvor kom fokus på faren ved at arbejde med asbest.

Engang imellem var asbesten ikke blevet pillet ordentligt ned, når isoleringen for eksempel skulle repareres. Så hang asbeststøvet og fibrene i luften, og det var umuligt at arbejde med maske på imellem rørene, fortæller både Steffen Christensen og fagkollegaen Kim Bilfeldt, der er taget med Fagbladet 3F til Ishøj for at snakke om den asbest, der i deres øjne er alt for stille om arbejdsmiljømæssigt.

Hvornår det nøjagtigt var, at asbestfibrene indtog Steffen Christensens lungehinde, er der af gode grunde ingen, der ved.

- Men bare én fiber er desværre nok, fortæller han om lungehindekræften, der blev konstateret på Gentofte Sygehus i 1999. Han havde fået vand i lungerne, og 5. maj helt nøjagtigt lød lægernes dom: mesotheliom, som sygdommen hedder på lægesprog.

Ifølge statistikkerne overlever ingen lungehindekræft i ret mange år. Steffen Christensen har derfor snydt statistikkerne. Om det skyldes hans gode kondition, ved han ikke, ligesom han aldrig har fået bekræftet sin egen teori om, at hans lunger har været ekstra åbne, fordi de via hans løberi er blevet "blæst ekstra godt igennem".

Han har hverken fået stråler eller kemo, og han kunne ikke overskue at tage til Tyskland og blive opereret, som han og hustruen Lisa ellers overvejede på et tidspunkt.

Underviste i arbejdsmiljø

Det er en af livets mærkelige tilskikkelser, at netop Steffen Christensen er hårdt ramt af kræften, som i 2003 fik selskab af en hjerneblødning, der betyder, at han nu sidder i kørestol.

Han har nemlig om nogen været "Mr. Sikkerhed". Ikke blot for kollegerne i isoleringsbranchen men også i mange år for en lang række daværende SiD'ere, der var på arbejdsmiljøkurser.

- Jeg underviste i arbejdsmiljø i 17 år, og selvfølgelig kunne jeg ikke undgå at komme ind på, hvordan man skal arbejde med asbest.

Men problemet er, enes han og Kim Bilfeldt om, at det er svært for den enkelte arbejder at sige fra, når ens helbred er oppe imod storkapitalens interesser. Asbesten var jo populær på grund af dens gode egenskaber til både isolering og brandhæmning. Samme popularitet nyder mineralulden, som både Steffen Christensen og Kim Bilfeldt gerne vil have udskiftet med noget mindre risikabelt som eksempelvis hør.

- Men det har vi jo også sagt de sidste 30 år, bliver de enige om.

"Det kradser og klør. Gutterne dør" som det lyder i én af de pjecer, som Steffen Christensen bidrog til med de sidste kræfter.

De unge får ingenting at vide

Selv om asbesten har været forbudt i mange år, er det ingen garanti for, at den ikke findes, hvor dagens isoleringsarbejdere færdes.

- Og de har aldrig rigtig villet have os ind på isolatøruddannelsen og fortælle om arbejdsmiljøproblemer og hvordan man omgås gammel asbest, som det jo mest handler om i dag, siger Kim Bilfeldt, der overtog Steffen Christensens sikkerhedsfunktion både i afdelingen og i landsbrancheklubben for isoleringsarbejdere.

Steffen Christensen bekræfter, at det også i hans tid var svært at få noget om asbest ind på uddannelsen. Isoleringsarbejderne kan i dag tage et asbestkursus. At vælge det fra, som Kim Bilfeldt har gjort, betyder, at han kan melde hus forbi, hvis han har mistanke om, at der er asbest inde i billedet.

- Men når der mangler folk, bliver det jo sværere at undslå sig, siger han, alt imens Steffen Christensen med øjnene lader forstå, at meget ligner den situation, han selv sagde farvel til, da kræften ramte ham.

I beskyttet bolig

De første år med kræften kunne hustruen Lisa og Steffen Christensen godt rejse lidt ud i verden. Men det blev sværere og sværere, som sygdommen udviklede sig, og med hjerneblødningen var det definitivt slut.

For halvåndet år siden kom han til "Kærbo" i Ishøj i en beskyttet bolig. Lisa er lige gået på efterløn og bor lidt derfra i den stuelejlighed, de måtte erstatte deres ellers dejlige hus med.

Selv om hun tit smutter forbi til en snak, er tilværelsen langt fra sådan, som hun og Steffen Christensen havde forestillet sig deres liv uden for arbejdsmarkedet.

Den erstatning, som kræftsygdommen førte med sig, er selvfølgelig et plaster på såret.

- Men jeg har jo ikke noget at bruge pengene til nu, konstaterer Steffen Christensen, som gerne nyder en smøg og et lille glas rødvin, mens han med de garvede arbejdsmiljøbriller kigger ned på håndværkerne, der er ved at lægge fliser udenfor hans vinduer.

Heldigvis er bygningerne, der er ved at blive renoveret, fra efter asbestforbuddets tid, noterer han.