Brug for national handlingsplan
Danmarks skal gøres asbestfri. Det mener LO og byggearbejdernes fagforeninger, der efterlyser en national handlingsplan.
Danmark skal gøres asbestfrit. Derfor er der brug for en national handlingsplan, der sætter arbejdet i system og som giver et mål for, hvornår de sidste asbestfibre er fjernet.
Det siger LO og bygningsarbejdernes samarbejdsorganisation BAT-kartellet.
- En forudsætning for at kunne fjerne asbest, og vel at mærke fjerne det på en forsvarlig måde, er, at man ved, hvor den er. Derfor er der brug for en registrering, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.
Man ønsker klarhed over, hvor asbesten er, hvor den er forseglet og hvor den er fjernet.
Registrering kan ske eksempelvis ved salg, når der skal udarbejdes tilstandsrapporter, og ved renovering og ombygning eller når bygningen af anden grund skal anvendes som arbejdsplads.
I BAT-kartellet er man klar over, at det kan blive dyrt.
- Men vi kan ikke være andet bekendt over for kommende generationer, end at vi får ryddet op i fortidens synder.
Asbest har været tilladt som byggemateriale frem til 1986 og med få undtagelser yderligere et par år. Der er i Danmark 447 millioner kvadratmeter byggeri fra perioden 1920-1989 - det svarer til tre millioner parcelhuse på knap 150 kvadratmeter. I princippet kan der være asbest i alle bygninger, opført i denne periode.