Masser af asbest i danske hjem

Gør-det-selv-folket udsætter sig selv og familien for kræftfare, når de kaster sig over boligrenovering.

Der er travlhed i byggemarkederne, for der bliver banket, savet og boret i de danske hjem som aldrig før. Men gør-det-selv-folket risikerer samtidig at udsætte sig selv og familien for kræftfare, når de kaster sig over renovering af hjemmet. Ifølge beskæftigelsesministeriet kan der i princippet være asbest i al byggeri fra 1920 til 1989. Asbesten findes blandt andet bag fliserne på badeværelset, i vægge, lofter og i taget.

De fleste har ikke en chance for at se asbesten og aner heller ikke, hvordan de beskytter sig. Men skulle man støde på asbest, er der ingen grund til at blive grebet af dødsangst, mener seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Intet er 100 procent sikkert, når vi taler om kræft, men risikoen for at blive syg er formentlig meget lille. Vi har alle indåndet asbest fra bremsebelægninger i trafikken, så der skal en del til. Og hvad angår lungehindekræft, som ikke kræver en langvarig udsættelse, ser vi kun cirka 100 nye tilfælde om året. Og de kan stort set alle forklares ved, at man har været bygningsarbejder eller værftsarbejder.

Johnni Hansen tror heller ikke, at vi om nogle år vil se en eksplosion af nye tilfælde. For i Sverige - som indførte asbestforbud før os - er antallet af tilfælde på vej ned.

- Men mit råd er, at er man i den mindste tvivl om, at der er asbest, så skal man holde sine fingre fra det. Det står faktisk også i loven.

I stedet kan man kontakte et firma, som kommer og tager en prøve, der afleveres på et laboratorium. Det koster cirka 1.300 kroner med moms, og resultatet kan man få dagen efter.