Nordisk enighed om at få al asbest fjernet

De nordiske bygningsarbejdere appellerer til de nordiske regeringer om at få en EU-plan om fjernelse af asbest

Ifølge De danske byggefagforeninger er mange udenlandske bygningsarbejdere i Danmark uden kendskab til regler om arbejde med asbest og kan derfor udsætte sig selv og omgivelserne for asbestfare. (Arkivfoto.)Ifølge De danske byggefagforeninger er mange udenlandske bygningsarbejdere i Danmark uden kendskab til regler om arbejde med asbest og kan derfor udsætte sig selv og omgivelserne for asbestfare. (Arkivfoto.)

De nordiske bygningsarbejdere vil have de nordiske lande til at gå i front for en total fjernelse af al asbest.

Det var budskabet, da repræsentanter for byggefagforbundene i hele Norden var til årsmøde i København.

De nordiske byggeforbund vil have de nordiske regeringer og parlamenter til at presse EU til at vedtage en handlingsplan for en sikker fjernelse af al asbest. Det kræver nationale handlingsplaner med blandt andet omfattende kortlægning af asbest i bygninger, skibe, tog og erhvervsliv.

Kun en sikker vej

- Der er kun én sikker vej at omgås asbest: Det er at få skidtet fjernet, sagde arbejdsmiljøkonsulent Lars Vedsmand fra BAT-kartellet på årsmødet.

Han har arbejdet professionelt med asbest i mere end 25 år og er en af den internationale fagbevægelses største eksperter på området.

Han advarede på årsmødet mod, at opmærksomheden omkring asbest slækkes.

- Det er ganske vist 20-25 år siden, vi i de nordiske lande forbød brugen af asbest, men den findes alle steder omkring os. Da asbestimporten toppede i begyndelsen af 1970'erne blev det anvendt i flere end 3.000 produkter. Mange af dem findes endnu. Ikke mindst i vores bygninger.

- Derfor er der brug for nationale handlingsplaner, som forebygger at bygningsarbejdere og andre ikke fortsat udsættes for skadelig omgang med asbest. Det er ikke let, og det vil tage mange, mange år at gøre verden asbestfri, men arbejdet må i gang, sagde Lars Vedsmand.

Udlændinge meget udsatte

I de nordiske lande er der meget præcise regler for håndtering af asbest i forbindelse med eksempelvis bygningsrenovering. Problemet er imidlertid, at reglerne i mange tilfælde ikke følges.

- Og her har vi et ganske særligt problem med vores udenlandske arbejdskraft, som laver det beskidte og grove arbejde, som vi ikke selv vil udføre, sagde Tommy Sæther fra Fællesforbundet i Norge.

Han oplyste, at der i Norge er omkring 40.000 bygningsarbejdere alene fra Polen og de baltiske lande.

- Rigtig mange af dem arbejder med renoveringsopgaver og med asbest, men de gør det uden uddannelse, uden instruktion og uden nødvendige sikkerhedsforanstaltninger og formentlig også i mange tilfælde uden at vide, hvad de har med at gøre. Derfor er der også brug for en indsats for at sikre, at de udenlandske kolleger ikke udsætter sig for asbestfibre, sagde Tommy Sæther.

De danske byggefagforeninger har samme oplevelse: Mange udenlandske bygningsarbejdere i Danmark er uden kendskab til regler på området og udsætter sig selv og omgivelserne for asbestfare.

100.000 dør af asbest hver år

Selv om asbest er forbudt i EU, så sker der på verdensplan en fortsat stigning i antallet af dødsfald som følge af udsættelse for asbest. Ifølge ILO, FN's arbejdsorganisation, dør der årligt omkring 100.000 personer som følge af arbejde med asbest.

Derfor er asbest også en hovedprioritet hos den internationale bygningsarbejdersammenslutning BWI, oplyste organisationens generalsekretær Anita Normark på NBTF-årsmødet.

- Asbest er en dræber. Vi har derfor en forpligtelse til at få det fjernet. Et af indsatsområderne er kampen mod asbestindustrien, som er utrolig kynisk og har en meget stærk lobby, forklarede hun.

Canada er førende hvad angår asbestproduktion, men også Rusland, Kina, Brasilien og Indien er storproducerende lande

Der opleves i øjeblikket stigende import af asbest i lande i Central- og Østeuropa, i Asien og i visse lande i den tredje verden.

Der er i fagbevægelsen verden over ikke enighed om at arbejde for et totalt forbud mod asbest. En såkaldt international asbestalliance af fagforeninger argumenterer for en fortsat anvendelse af asbest. Disse fagforeninger støttes og styres ifølge BWI af asbestindustrien.

Læs udtalelser fra NBTF om asbest her:

Læs udtalelser fra NBTF om asbest her: