Sådan kommer du tilbage i sadlen

Foråret er på vej med sol og varme. Her er en guide til, hvordan du kommer tilbage på cyklen efter vinterens hi.

Det gode vejr kalder - så find cyklen frem fra vinterhiet og tramp i pedalerne til arbejde. (Foto: Colourbox)Det gode vejr kalder - så find cyklen frem fra vinterhiet og tramp i pedalerne til arbejde. (Foto: Colourbox)

Motion, røde kinder og frisk luft til lungerne.

Nu er foråret på vej, og det milde vejr er en god anledning til at cykle til arbejde.

Allan Carstensen er specialkonsulent ved Dansk Cyklist Forbund. Han har fem gode råd til, hvordan du kommer godt i gang.

5 gode råd til at komme i god cykelform

1. Tjek vejrudsigten
- Se hvordan vejret bliver. Tag den første cykeltur på en dag med klart vejr eller solskin, så får du den bedste start, fortæller han.

2. Tjek din cykel
- Aftenen inden du planlægger at cykle er det en god idé at se, om cyklen har det godt efter en vinter i kælderen. Se om der er luft i dækkene og om kæden skal smøres. Tag eventuelt cyklen forbi en cykelhandler, så den bliver helt forårsklar.

3. Tag det rigtige tøj på
- Husk handsker og halstørklæde, men tag ellers ikke for meget tøj på. En klassisk fejl er at klæde sig for varmt på. Det er okay at småfryse, mens man låser cyklen op, for man får hurtigt varmen, når man kommer i gang, fortæller Allan Carstensen.

4. Tag cyklen sammen med kollegerne
- Gå sammen med nogle kolleger, så I er flere, der cykler og kan motivere hinanden. Måske kan I følges noget ad vejen og aftale at hygge med en ekstra velfortjent wienerstang fredag eftermiddag. På den måde bliver det socialt og hyggeligt.

5. Nyd turen
- Kør hjemmefra i god tid, så du ikke skal jage af sted. Nyd turen, og gør det til en god oplevelse. Det er en god idé at køre nogle forskellige veje til og fra arbejdet, så turen får værdi, og du får set dig omkring.

- Ellers må jeg bare sige: Just do it, slutter Allan Carstensen.