Så mange er sigtet for tvangsarbejde i Danmark
Ingen i Danmark er nogensinde blevet dømt for menneskehandel til tvangsarbejde. Men syv personer er lige nu sigtet. Det viser en sagsgennemgang, som Fagbladet 3F har lavet.
Syv personer er for tiden sigtet i tre sager om menneskehandel. Billedet er fra januar i år, hvor politiet anholdt fire af de syv formodede bagmænd i sagerne. (Arkivfoto: Harry Nielsen) Tre gange har dansk politi skredet til handling i sager om menneskehandel til tvangsarbejde herhjemme. I alt er syv personer sigtet i de tre sager, som endnu ikke er blevet afgjort. Det viser en sagsgennemgang foretaget af Fagbladet 3F.
Alle tre sager er inden for rengøringsbranchen, hvor op til i alt 58 rengøringsarbejdere er blevet krænket.
To af de formodede bagmænd sidder for tiden varetægtsfængslet. De to mænd blev anholdt af Nordsjællands Politi i mandags i Helsingør og er sigtet for at have udsat op til 50 rumænere for tvangsarbejde ved at lade dem arbejde op til 20-23 timer i døgnet til en månedsløn på omkring 3.000 kroner hver. Rumænerne har ifølge politiet været indkvarteret i en garage uden bad, toilet og køkken.
Under den fælles aktion mellem Nordsjælland Politi og SKAT i mandags fandt myndighederne to rumænske statsborgere. Politiinspektør Michael Hellensberg siger til Fagbladet 3F:
- De to rumænere er fortsat under politiets ansvar. De er blevet narret til at tro, at de har været her i landet illegalt.
Politiet: Principiel sag
Sidste efterår afslørede Fagbladet 3F en anden sag, hvor to rumænere havde arbejdet i typisk 12 timer om dagen på op til 16 arbejdssteder i Nordsjælland. Rumænerne tjente efter eget udsagn hver cirka 3.000 kroner om måneden for arbejdet. De boede på chefens altan i Helsingør i mere end tre år.
Efter Fagbladet 3F's afsløring anholdt Nordsjællands Politi i januar fire formodede bagmænd i sagen. De blev varetægtsfængslet i 14 dage og er fortsat sigtede for menneskehandel til tvangsarbejde og åger.
- Sagen er gjort færdig hos os, og den ligger nu til vurdering hos statsadvokaten. Der er tale om en principiel sag, siger politiinspektør Michael Hellensberg.
Sag har to års fødselsdag
Fagbladet 3F har også afdækket den tredje sag. I juni 2011 fandt politiet seks rumænere i deres danske chefs kælder, der ifølge politiet var præget af rottelort og uegnet til beboelse. Men der kom først skred i sagen, efter Fagbladet 3F i juni 2012 afslørede, at politiet havde sendt de rumænske tvangsarbejdere retur til rottereden, efter de havde været på politistationen for at få politiets hjælp til at flygte fra deres chef.
Advokaturchef hos Nordsjællands Politi Helle Just Krag oplyser til Fagbladet 3F, at en person er sigtet i sagen:
- Vi har lige lavet de sidste afhøringer. Sagen er endnu ikke sendt i retten, siger hun.
Du kan læse Fagbladet 3F's artikelserie Den Beskidte Rengøring her.