Politi anholder bagmænd i sag om tvangsarbejde

For første gang i Danmark fører en sag om tvangsarbejde til anholdelser af bagmænd. Politiet har gennemført en stor aktion mandag morgen i en lejlighed i Helsingør, hvor otte personer er anholdt.

  • Politiet har anholdt i alt otte personer ved en lejlighed i Helsingør. Det er første gang en sag om menneskehandel fører til anholdelser. Foto: Harry Nielsen
  • Flere af de anholdte har igennem tre et halvt år udnyttet to rumænske rengøringsfolk, som de har haft boende på deres altan i et socialt boligbyggeri i Helsingør. Foto: Harry Nielsen
  • Flere store biler er blevet beslaglagt som led i mandagens aktion, deriblandt denne BMW Cabriolet. Foto: Harry Nielsen
  • Også en stor Mercedes blev kørt væk sammen med de syv anholdte personer. Foto: Harry Nielsen
  • Flere af de anholdte bagmænd har tidligere været ansat eller underleverandør til Forenede Service og har haft rengøringen på en lang række offentlige institutioner i Rudersdal Kommune og et par private virksomheder. Foto: Harry Nielsen
  • For første gang i Danmark fører en sag om tvangsarbejde til anholdelser af bagmænd. Politiet har gennemført en stor aktion mandag morgen i en lejlighed i Helsingør, hvor otte personer er anholdt. Foto: Harry Nielsen

Politiet har mandag morgen gennemført en aktion i en sag om menneskehandel til tvangsarbejde. Otte personer er blevet anholdt i en lejlighed i Helsingør. Det erfarer Fagbladet 3F.

Flere af de anholdte har igennem tre et halvt år udnyttet to rumænske rengøringsfolk, som de har haft boende på deres altan i et socialt boligbyggeri i Helsingør. De to rumænere blev sat til at gøre rent op mod 12 timer om dagen på 16 forskellige arbejdspladser i Nordsjælland. For deres arbejde fik de en løn på 3.000 kroner udbetalt i kontanter. Lønnen steg dog til 3.200 kroner i forbindelse med, at cigaretpriserne steg.

Politi, SKAT og kommune samarbejder

Fagbladet 3F afslørede i november, at to rumænske rengøringsfolk blev udnyttet til tvangsarbejde for rengøringsselskabet Forenede Service. Flere af de anholdte bagmænd har tidligere været ansat eller underleverandør til Forenede Service og har haft rengøringen på en lang række offentlige institutioner i Rudersdal Kommune og et par private virksomheder.

Politiet har samarbejdet med SKAT, Helsingør Kommune og rengøringsgiganten Forenede Service samt 3F om efterforskningen af sagen. Flere store biler er blevet beslaglagt som led i mandagens aktion, deriblandt en Mercedes og BMW Cabriolet.

Falske bankkonti

De to rumænske ofre har tidligere fortalt Fagbladet 3F om, hvordan de nu anholdte bagmænd havde beslaglagt deres identitetspapirer. Identitetspapirerne var blevet brugt til at oprette falske bankkonti. Her gik lønnen fra rengøringsselskabet Forenede Service til de to rumænske rengøringsfolk ind hver måned, uden at de to ofre fik noget at vide om det. Deres hævekort blev blandt andet brugt til at betale regninger fra Den Blå Avis, Bilbasen og indkøb i kiosker og supermarkeder.

Center Mod Menneskehandel interviewede de to rumænske ofre i november og vurderede, at de skulle have officiel status som ofre for menneskehandel til tvangsarbejde. Det giver dem ret til hjælp fra myndighederne. Forenede Service har medvirket til opklaringsarbejdet og hjulpet de to ofre videre til en ny tilværelse.