Fængselsstraffe for rengøring på Københavns Universitet
Københavns Universitet blev gjort ulovligt rent af udlændinge, som nu har fået fængselsstraffe og er blevet udvist af Danmark. Blandt de dømte er ofre for menneskehandel.
To afrikanske ofre for menneskehandel har fået fængselsstraffe, fordi de gjorde illegalt rent på Københavns Universitet. (Tegning: Bob Katzenelson) Fire udenlandske rengøringsfolk er idømt fængselsstraffe, efter at politiet i marts afslørede dem i at opholde sig illegalt i Danmark og arbejde ulovligt på Københavns Universitet. Det oplyser Københavns Politi til Fagbladet 3F.
Der er tale om fire udlændinge, der arbejdede for Danmarks næststørste rengøringsfirma Forenede Service, som udfører rengøring for Københavns Universitet.
- Fire er blevet dømt for ulovligt ophold. De fik mellem 40 og 60 dages fængsel og blev udvist med indrejseforbud i seks år, siger advokaturchef hos Københavns Politi Michael Jørgensen.
Offer for menneskehandel dømt
To af de fire rengøringsfolk er afrikanske kvinder, som oprindeligt blev handlet til prostitution i Danmark. Men senere fik de arbejde under falsk identitet og måtte hver måned betale flere tusinde kroner for at leje en anden persons sygesikringsbevis.
Arbejdet stoppede dog brat 19. marts, da politiet anholdt kvinderne og udenlandske kolleger på Københavns Universitet under en razzia på mod social dumping.
På trods af officiel status som offer for menneskehandel til prostitution slipper kvinderne altså ikke for straf. Advokaturchef hos Københavns Politi Michael Jørgensen henviser til, at sagerne er afgjort i retten.
Politiet: Kan ikke bevise åger
I marts sigtede Københavns Politi en 27-årig udenlandsk kvinde som formodet bagmand i sagen. Kvinden blev sigtet for medvirken til ulovligt arbejde, personelfalsk samt for åger, der kan give op til halvanden års fængsel. Kvinden har ifølge politiet erkendt de faktiske forhold, men står ikke længere til at blive dømt efter åger-paragraffen, som meget sjældent bliver brugt:
- Sagen om åger bliver ikke til noget. Vi skal kunne bevise, at pågældende har haft en uforholdsmæssig fortjeneste. Det kan vi ikke i denne sag, siger advokaturchef Michael Jørgensen.
Efter sagen kom frem, har Københavns Universitet skærpet kontrollen med Forenede Service. Vicedirektør på Københavns Universitet Antonino Castrone oplyser, at rengøringsfirmaet har leveret den dokumentation, som universitetet nu kræver. Det er lister med navnene på rengøringsmedarbejdere, kopi af arbejdstilladelser og kvitteringer for, at der bliver betalt skat af lønnen til de ansatte.