Politiet sendte tvangsarbejdere retur til rotterede
Den beskidte rengøring:
Rengøringsfolk forsøgte at få politiets hjælp til at flygte fra deres arbejdsgiver, der udsatte dem for tvangslignende arbejde. Men politiet sendte dem direkte tilbage til deres chef.
Fem rumænske rengøringsfolk flygtede for et år siden fra deres danske arbejdsgiver på grund af usle arbejdsforhold. De boede i chefens uhumske kælder og knoklede op til 19 timer i døgnet.
Da de søgte hjælp hos politiet, blev de imidlertid anholdt og sendt tilbage i armene på deres omstridte chef. Det kan Fagbladet 3F nu afsløre via interview og aktindsigt i politiets hidtil ikke offentliggjorte døgnrapport om forløbet.
Knap tre uger efter anholdelsen fik politiet en anmeldelse fra den rumænske ambassade i Danmark om, at rumænere blev holdt tilbage mod deres vilje i en villa i Helsingør. Her fandt politiet de samme rengøringsfolk meget sultne og uden penge i arbejdsgiverens kælder. Politiets rapport viser, at hele huset var "præget af efterladenskaber fra rotter" og ikke "egnet til beboelse".
Politiets patrulje trukket
Familien Stoica kom til Danmark i maj 2011. Kort efter ville de hjem til Rumænien på grund af de forhold, som de blev udsat for af den danske arbejdsgiver, en underleverandør til rengøringsgiganten Forenede Service. Rumænerne fik en ung medarbejder på Shells tankstation ved Kongevejen i Helsingør til at ringe efter hjælp hos politiet.
- Vi kunne ikke klare mere. Sult, skidt og kulde. Det hele, siger Natalia Stoica til Fagbladet 3F.
Politiet ankom - og anholdt rumænerne, der ikke havde ID-papirer på sig. Ifølge politiets døgnrapport fra 24. maj 2011 tog en af rumænerne med politiet til Montebello Allé for at løse problemet med de manglende papirer. Men 50-100 mennesker myldrede frem på gaden, og politiets patrulje blev trukket fra stedet, fremgår det af døgnrapporten.
Chef havde ID-papirer
I stedet kontaktede politiet den ene ejer af huset på Montebello Allé 35, Jimmy Nika. Ifølge politiets døgnrapport fremskaffede arbejdsgiveren sine ansattes id-papirer i løbet af en time.
Familien Stoica fortæller til Fagbladet 3F, at de var blevet frataget deres id-kort, og at Jimmy Nika hentede dem på politistationen. Jimmy Nika har over for Fagbladet 3F bekræftet, at han var på politistationen i forbindelse med sagen. Ifølge hans forklaring havde politiet ringet til ham, fordi familien Stoica ikke kunne finde hjem.
Se tv: Rotterne løb hen over os
Ekspert: Det er menneskehandel
Politiinspektør Uffe Stormly fra Nordsjællands Politi oplyser, at politiet er i gang med en efterforskning i sagen.
- Vi vil meget gerne kommentere på sagen. Men vi kan ikke gøre det lige nu, fordi vi ikke ønsker at gøre vores efterforskning mere vanskelig, siger han.
International ekspert i bekæmpelse af menneskehandel Anders Lisborg er kritisk over for politiets indsats i sagen.
- Der er en række klokkeklare indikatorer på menneskehandel i den her sag. Jeg har tidligere undervist på politiskolen, og den her sag er faktisk et skoleeksempel på, hvad man skal kigge efter, når det drejer sig om menneskehandel til tvangsarbejde, siger Anders Lisborg, der i dag er ansat på International Center for Migration Policy Development i Wien.
YouTube link
YouTube link