3F støtter mikrolån til Afrika

IFU’s milliardstøtte til store koncerner skal suppleres med danske mikrolån til Afrika, mener 3F, der bakker op om forslag fra Venstre.

Måske kan landarbejdere i Zambia få glæde af danske mikrolån med støtte fra IFU. (Foto: Søren Zeuth)Måske kan landarbejdere i Zambia få glæde af danske mikrolån med støtte fra IFU. (Foto: Søren Zeuth)

Det har traditionelt været de store danske virksomheder, som FL Schmidth og A.P. Møller-Mærsk, der har fået mest ud af den danske udviklingsfond, IFU.

Men nu går fonden måske en helt anden vej. Venstres udviklingsordfører Krsten Lauritzen ønsker at ændre loven, så danske udbydere af mikrolån også kan modtage støtte fra IFU. Det forslag støttes af 3F.

- Det er en fornuftig idé. Det er ulandemes små og mellemstore virksomheder, der kan vokse skaber beskæftigelse og kan omdanne uformelt arbejde uden rettigheder til rigtige job. Det vil være en god satsning på fattigdomsbekæmpelsen, siger Sune Bøgh, international sekretær i 3F.

50 millioner til lån

Den statslige fond, IFU, investerer i samarbejdsprojekter mellem danske virksomheder og firmaer i udviklingslande. Det er blandt andet det danske selskab, MyC4, der udbyder mikrolån, som kan fungere som partner. Lovændringen kan frigøre 50 millioner til mikrolån allerede i år.

- Vi i Venstre er i hvert fald villige til at ændre lovgivningen, så små afrikanske iværksættere kan få glæde af de mange penge, som ligger klar i IFU , fastslår Venstres udviklingsordfører, Karsten Lauritzen til Ritzau.

Krav om rettigheder følger med

I 2005 kunne Fagbladet 3F afsløre, at langt hovedparten af støtten fra IFU og IØ (der opererer i Østeuropa) gik til store koncerner som TDC, Nordea og Carlsberg. Det skabte hård kritik af fondens investeringer, blandt andet fra 3F.
- Vi pegede på, at der var for få investeringer i små, lokale virksomheder, blandt andet i Afrika, og for lidt fokus på bekæmpelse af fattigdom, siger Sune Bøgh.

Støtten skal dog følges op af klare krav, mener han:

- Det må være et krav at de internmationale konventioner og de enkelte landes arbejdsmarkedslovgivning overholdes i de små virksomheder, når IFU investerer. Det skal der holdes et vågent øje med. Så kan investeringerne bidrage til udviklingen af et bæredygtigt arbejdsmarked, siger Sune Bøgh.

IFU har siden 1967 investeret over 70 milliarder i næsten 600 projekter.