Politikere vil stoppe taxi-overfald
Hver uge bliver en taxichauffør slået, mødt med våben, frarøvet penge eller truet groft. Dansk Folkeparti fremsætter forslag om videoovervågning i taxier og bakkes op af Socialdemokraterne.
I 2003 indførte Kolding Taxa kameraovervågning i alle hyrevogne kørt af ansatte chauffører. Det skete efter et brutalt overfald på en taxichauffør. Nu vil Dansk Folkeparti have ordningen udbredt til hele landet. Mindst 42 gange siden jul er en taxichauffør i Danmark blevet mødt med tæsk, trusler med våben, røveriske overfald eller lignende grove oplevelser. Det viser en opgørelse foretaget af Fagbladet 3F og Taxichaufførernes Landsklub.
På baggrund af de mange overfald mod taxichauffører fremsætter Dansk Folkeparti nu et beslutningsforslag i Folketinget, der vil pålægge regeringen at komme en del af taxivolden til livs ved at indføre lovpligtig video-overvågning i landets taxier.
- Forslaget skal sikre obligatorisk videoovervågning i samtlige hyrevogne. Meningen er både at sikre en præventiv virkning, der forhindrer overfald og at give politiet bevismateriale, når overfaldene alligevel sker, siger retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti Kim Christiansen.
Han pointerer, at videovervågning vil give sikkerhed både for chauffører og for passagerer i de tilfælde, hvor det er taxichauffører, der begår overgreb mod kunder. Samtidig vil Dansk Folkeparti sikre, at det kun er politiet, der får adgang til videofilmene fra landets taxier, så billederne ikke bliver misbrugt.
Tæt på flertal
Netop video-overvågning er en løsning, som 3F og Taxichaufførernes Landsklub har håbet på i flere år. Men regeringen har hidtil afvist at pålægge landets taxivognmænd at installere overvågning i deres biler.
Men uanset hvad regeringen mener, kan der blive flertal for Dansk Folkepartis forslag på Christiansborg. Socialdemokraterne har nemlig længe støttet taxichaufførernes krav om video-overvågning,
- Det er et forslag, som vi vil bakke op om. Det er vigtigt, at vi får begrænset overfaldene, og de steder, hvor der allerede er indført videovervågning, har det vist sig at virke, siger Torben Hansen (S).
S og DF har dog ikke flertal alene, og De Radikale, SF og Enhedslisten er skeptiske uden dog at afvise forslaget på forhånd. To af de tre partier skal gå med DF og S for at sikre flertal for videoovervågning.
Glæde blandt chauffører
Som tidligere beskrevet i Nyhedsbrevet 3F er der gode erfaringer med video-overvågning i taxi'er både i Danmark og i udlandet.
- Vi er ovenud tilfredse med, at politikerne har hørt efter og nu tager vores problemer alvorligt. Jeg er hundrede procent sikker på, at videovervågning vil redde flere kolleger, og på at det vil skabe et bedre arbejdsmiljø ikke mindst psykisk, siger Jens Laursen, der er pressetalsmand for Taxichaufførernes Landsklub.
Se opgørelsen over de 42 overfald på taxichauffører i år:
Se opgørelsen over de 42 overfald på taxichauffører i år: