Flertal for videoovervågning i taxaer

Uhyggelige overfald på taxachauffører ser ud til at udløse lovkrav om videoovervågning i taxaer. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne støtter chaufførernes krav om sikkerhed.

Et politisk flertal bakker nu op om taxachaufførernes og 3F's krav om videoovervågning i taxaer. (Tegning: Bob Katzenelson)Et politisk flertal bakker nu op om taxachaufførernes og 3F's krav om videoovervågning i taxaer. (Tegning: Bob Katzenelson)

Mindst 30 grove overfald på taxachauffører siden jul giver nu dønninger på Christiansborg.

Her tegner der sig nu et politisk flertal uden om regeringen for at lovgive om video-overvågning i landets hyrevogne.

Det har længe været et ønske blandt taxachauffører og et krav fra Taxachaufførernes Landsklub og 3F's Transportgruppe.

I marts meldte Socialdemokraterne sig på banen med en opfordring til regeringen om at indføre videoovervågning, og i dag er Dansk Folkeparti kommet med en lignende melding til justitsminister Lene Espersen (K).

- Videoovervågning af en taxa er nu blevet så billigt, at det er muligt at pålægge vognmændene den pligt at sikre deres chauffører og kunder mod overfald. Taxachauffører er i forvejen en af de dårligst lønnede og mest udsatte faggrupper i Danmark, og det er derfor ganske rimeligt, at der med en beskeden investering tages et kvantespring for at sikre deres arbejdsmiljø, påpeger Kim Christiansen.

Han er retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti og oplyser, at partiet i første omgang har valgt at spørge justitsministeren, om hun vil indføre overvågning. Hvis ikke erklærer Kim Christiansen sig selv parat med et forslag.

Samme melding kom tidligere på året fra Socialdemokraternes medlem af Folketingets trafikudvalg Torben Hansen:

- Det er simpelthen ikke hold-bart, at taxachauffører, der blot passer deres arbejde, i den grad udsættes for vold og trusler. I dag findes der overvågningskameraer i for eksempel busser, tog og metro. Nu må det være på tide, at der også sættes kameraer op i taxaerne, sagde Torben Hansen i marts.

Venstrefløjen sikrer politisk flertal

Socialdemokraterne og Dansk Folkepart råder tilsammen over 71 mandater i Folketinget. Og da SF og Enhedslisten forventes at støtte et eventuelt forlag med deres 11 og seks mandater, tegner der sig et politisk flertal for et eventuelt lovforslag.

I 3F vækker de politiske meldinger glæde.

- Jeg håber, det bliver til noget, og at politikerne også er troværdige efter sommeren. I så fald vil det være historisk for taxachaufførerne. Men jeg vil se et resultat før, jeg tror på det, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Leif Søllingwraae.

Hidtil har regeringen med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen afvist at lovgive om videoovervågning i taxaer.

I et svar til 3F's transportgruppe skrev beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blandt andet følgende i marts:
"Det vil være for vidtgående ved lov at pålægge alle private taxa-virksomheder at foretage tv-overvågning inde i deres vogne. Det må generelt være op til den enkelte erhvervsvirksomhed at vurdere, om man - for eksempel af hensyn til chaufførernes sikkerhed - vil etablere overvågning i taxaerne".

Claus Hjort Frederiksen opfordrer i stedet 3F til at løse problemerne med grove overfald på chauffører ved at forhandle med arbejdsgiverne om en løsning.