Blodig weekend for taxichauffører

Tre overfald på taxichauffører i weekenden giver bange anelser i branchen op til julefrokostsæson. Chaufførerne gentager krav om videoovervågning.

De mange voldstilfælde mod taxachaufføerer i år udløser nu krav om videoovervågning i alle landets taxi'er.De mange voldstilfælde mod taxachaufføerer i år udløser nu krav om videoovervågning i alle landets taxi'er.

To gange natten til søndag måtte Slagelse Politi tage affære på grund af vold mod og overfald på taxichauffører. I begge tilfælde skete overfaldene, da kunderne ikke ville betale den pris, taxameteret viste - og de to chauffører blev tildelt slag og knytnæver forskellige steder i den sjællandske bys natteliv. Men allerede natten til lørdag var den også gal i Århus. Her blev en chauffør slået voldsomt med kraniebrud til følge, da en taxitur og efterfølgende uenighed om ruten endte i ballade mellem taxichaufføren, to mandlige og en kvindelig passager. Sammenlagt bringer weekendens tre grove voldsepisoder taxichaufførernes statistik over vold op på 35 grove overfald siden nytår. Her begyndte Taxichaufførernes Landsklub at registrere så mange overfald som muligt for at kunne dokumentere omfanget.

Gentager krav om video

Årets mange voldstilfælde - og den seneste voldelige weekend - får nu chaufførerne til at gentage kravet om videoovervågning i alle landets taxier. Det er ikke et lovkrav i dag, og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviste i forsommeren overfor 3F's Transportgruppe, at videoovervågning står på spring til at blive et lovkrav i taxierne. Ministeren mener ikke, at der er dokumentation for, at eksempelvis videoovervågning kan mindske volden. I stedet slog Hjort Frederiksen til lyd for, at arbejdsmiljøreformen vil modvirke vold og overfald i de kommende år, fordi Arbejdstilsynet er i gang med at screene samtlige virksomheders arbejdsmiljø. Virksomhederne i taxi- og busbranchen vil - oplyste ministeren - være screenet inden udgangen af 2008. - Hvis arbejdstilsynet ved screeningen finder problemer i virksomhedens arbejdsmiljø, udtages virksomheden til et mere gennemgribende tilsyn. Det gælder også for virksomheder i taxi- og busbranchen, lød det fra Claus Hjort Frederiksen i juni.

Kan ikke vente

Taxichaufførerne har imidlertid hverken mod eller lyst til at vente til 2008 på dokumentation for problemerne fra ministeren og et eventuelt efterfølgende lovkrav om videoovervågning. - Jeg håber, snart ministeren får øjnene op for, at vi ikke kan vente i årevis med at vurdere, hvorvidt videokameraer kan gøre taxibranchen mindre farlig. Mørketiden med lange vinternætter og julefrokostsæsonen står for døren, og det øger risikoen for overfald, siger Henning Skovsgaard. Han er sekretær i Taxichaufførernes Landsklub under 3F og håber, at 2005 bliver det sidste år uden lovkrav om videoovervågning i taxierne. 3F's Transportgruppe og Taxichaufførernes Landsklub henviser til, at videokameraer i hyrevognene i byer som Esbjerg og Odense har betydet langt færre tilfælde af vold og andre episoder. Samme resultat er opnået i Göteborg og den hollandske by Rotterdam. I Rotterdam har Rotterdam Taxi opnået et fald i antallet af røverier mod taxichauffører på 65 procent, efter at der kom kameraer i selskabets vogne.

Voldsmænd dømt

Samtidig med vreden over weekendens stime af voldelige episoder i hyrevogne vækker to domme imidlertid glæde i taxibranchen. En 35-årig voldsmand fra Bornholm er netop blevet idømt fem måneders fængsel for vold mod en taxichauffør fra Roskilde. Dommen blev usædvanlig hård, fordi voldsmanden desuden truede politiet, og fordi han var tidligere dømt.

Skærpet straf

Her blev en skærpet paragraf i straffeloven taget i anvendelse - for anden gang - ifølge Taxichaufførernes Landsklub. Normalt tildeles voldsmænd kun 20 dages fængsel. - Dommen blev anket på stedet. Men bortset fra det, så er det rart, at vi som taxichauffører nu bliver regnet for en udsat gruppe i offentlig tjeneste på linje med buskontrollører og politibetjente, siger Jens Laursen, der er talsmand for taxichaufførerne ved Randers Taxi. - For nogle år siden blev en mand, der kaprede en taxi og truede to chauffører med et oversavet jagtgevær, kun idømt 20 dages fængsel af byretten - en dom, der siden blev gjort betinget af landsretten, oplyser han.