3F: Social dumping kræver langt større indsats

Kongres: Politiske indgreb og overenskomster har leveret mange løsninger mod social dumping. 3F’s formand bebuder øget fokus på EU's regler og på spekulation i danske ydelser via social turisme.

3F har sat mange politiske dagsordener de seneste år. En af de stærkeste er spørgsmålet om social dumping, påpeger Poul Erik Skov Christensen.3F har sat mange politiske dagsordener de seneste år. En af de stærkeste er spørgsmålet om social dumping, påpeger Poul Erik Skov Christensen.

Rumænsk løn, når der gøres rent. Bulgarsk piratkørsel. Polsk arbejdsmiljø i gartnerier, på byggepladser og i vikarfirmaer.

Social dumping har mange ansigter. Og der opstår ofte nye konstruktioner, når politikere og fagforbund lukker et smuthul.

Derfor satser 3F målrettet på, at social dumping fylder politikernes, mediernes og danskernes bevidsthed. Og det fortsætter de næste mange år. Det varsler 3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen.

EU og social turisme

Hans beretning på 3F's kongres retter nyt fokus på to områder: EU og såkaldt social turisme, der er spekulation i kontanthjælp, børnepenge og andre ydelser:

- Arbejde i Danmark skal foregå på danske vilkår. Ydelserne i vores samfund er ikke bygget efter, at det skal være muligt at hoppe fra land til land for at overleve på kontanthjælpslignende ordninger. Her må vi være i front af debatten. Ellers vil andre udnytte dagsordenen på måder, der enten ender i rendyrket nationalromantik, eller med mål, der er rettet mod et rent forsikringssamfund, erklærede Poul Erik Skov Christensen.

3F's formand luftede også bekymring for tiltag, der kommer fra EU-Kommissionen. Derfor varsler han større fokus fra 3F på EU. Fra yderligere liberaliseringer til utidig indblanding i arbejdsmarkedsforhold.

Forskel på rød og blå

I Danmark er indsats mod social dumping et område, hvor 3F peger på stor forskel, når det gælder rød og blå blok:

- Vi har sikret, at den nye regering fra dag et har haft det som højprofileret område. Sneg man sig ind om natten og vækkede samtlige ministre og spurgte om det vigtigste politiske område, er jeg sikker på, at social dumping ville blive nævnt som et af de tre første, sagde 3F's formand.

Han peger på, at den nuværende regering har løftet indsatsen mod social dumping til et niveau, som ti års borgerlig regering end ikke var i nærheden af. Og på at 3F søsætter kampagne med slogans om, at "social dumping koster kassen" op til kommunalvalget.