Nu kun én kandidat som 3F-formand
Formandsvalg:
Forbundssekretær Per Christensen er nu den eneste kandidat til posten som 3F-formand, efter at Transportgruppens formand Jan Villadsen trak sig som kandidat tidligere i dag.
Per Christensen, forbundssekretær, er af hovedbestyrelsen indstillet som ny forbundsformand. Forbundssekretær Per Christensen er nu den eneste kandidat til posten som formand for 3F efter Poul Erik Skov Christensen. Det står klart, efter at Transportgruppens formand Jan Villadsen har meddelt, at han trækker sig som kandidat.
Derfor har en enig hovedbestyrelse i 3F i dag ved middagstid indstillet til kongressen i Aalborg 14.-18. september, at Per Christensen bliver ny formand, efter at helbredsproblemer har fået Poul Erik Skov Christensen til at trække sig på kongressen.
Debat om fremtid
- Jeg er utrolig glad og stolt over den opbakning og støtte, jeg har fået fra forbundets daglige ledelse og hovedbestyrelse. Nu er det op til kongressen og de 863 delegerede, og jeg ser frem til den spændende debat om forbundets fremtid, vi skal have – og altid har – på vores kongresser, siger Per Christensen.
- At være formand for 3F er en stor ære, en kæmpe arbejdsopgave og et tillidshverv, som alle fagligt aktive drømmer om, fordi man som holdkaptajn i Danmarks største fagforening har de bedste muligheder for at gøre en forskel og kæmpe for vores over 300.000 medlemmer, siger han.
Glad for vigtig debat
Jan Villadsen bakker op om Per Christensen og peger på, at han er glad for, at det lykkedes at rejse "en helt nødvendig debat om fornyelse".
- Det var det vigtigste mål, da jeg meddelte mit kandidatur 1. maj. Det skete med baggrund i mange grundige drøftelser, der førte til en serie pejlemærker for fornyelse. Pejlemærker, der ikke mindst handler om, hvordan 3F skal præge samfundet og varetage vores medlemmers interesser fagpolitisk, siger Jan Villadsen.
Han understreger, at for ham har valget til formandsposten aldrig handlet om personer, men om retningen for fremtiden.