Skole renoveres af billigere tyske murere
Arbejdsløse danske bygningsarbejdere kalder det social dumping, når en skole renoveres af tysk firma uden overenskomst. Borgmestre hylder skolens sociale indsats.
Borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (tv) blev mødt af en snes arbejdsløse bygningsarbejdere, der, som Palle Lund (th) kaldte det, er en dårlig forretning for samfundet, at de må gå ledige, mens underbetalt udenlandsk arbejdskraft udfører arbejdet. (Foto: Harry Nielsen) Københavns kommune sætter pris på god integration og godt socialt arbejde. Derfor var borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard (SF) og Mogens Lønborg (K) onsdag formiddag et smut på Amager Fælled Skole i Sundby for netop at hylde et flot stykke socialt arbejde på skolen.
Borgmestrene blev imidlertid mødt af en snes arbejdsløse bygningsarbejdere, som er alt andet end imponeret af kommunen, når den er bygherre og renoverer sine mange skoler.
- Skal det kaldes socialt, så er det social dumping, sagde Palle Lund, arbejdsløs murerarbejdsmand, sarkastisk.
Arbejde til halv pris
Sagen er den, at en del af den omfattende renovering udføres af et lille tysk tomandsmurerfirma uden overenskomst.
Det tyske firma udfører arbejdet med vådrumsbehandling og fliseopsætning for 240 kroner pr. kvadratmeter.
- Det er en pris, ingen dansk murermester kan konkurrere med. Uden at have set forholdene på stedet, vil jeg mene, at prisen skal være mindst den dobbelte, hvis der skal svares overenskomstmæssig løn og være noget tilbage til mester, siger Morten Andersen, murermester med eget firma.
Borgmester er orienteret
Mens Mogens Lønborg forsvandt ind til prisoverrækkelsen, fik de arbejdsløse bygningsarbejdere forklaret Bo Asmus Kjeldgaard, hvad de mener om sagen.
- Det er ærgerligt, når Københavns kommune gør et godt stykke socialt arbejde for kommunens børn, hvis man samtidig medvirker til at sende deres forældre ud i ledighed, sagde Palle Lund til borgmesteren. Bo Asmus Kjeldgaard slog også fast, at arbejdet tilsyneladende ikke udføres efter de retningslinjer, som er vedtaget i Borgerrepræsentationen i København.
- Vi har foreslået og fået vedtaget, at arbejde for kommunen skal udføres af firmaer, der er momsregistreret og har overenskomst. Og det skal naturligvis efterleves, sagde borgmesteren og oplyste, at de kommunale ejendomme hører under borgmester Pia Allerslev, som han allerede har rettet henvendelse til. Han takkede i øvrigt de arbejdsløse for at sætte fokus på problemet med underbetalt udenlandsk arbejdskraft.