Byggefirma opsiger aftale med fup-firma

Blokader mod et københavnsk byggeri de seneste dage har fået hovedentreprenør til at opsige aftale med det udskældte firma CC Fliser.

Den tyske sjakbajs i snak med danske murere, der blokerer byggepladsen i Københavns nordvestkvarter. Nu er det tyske firma fyret efter måneders lønsnyd. 
 (Foto: Per Daugaard)Den tyske sjakbajs i snak med danske murere, der blokerer byggepladsen i Københavns nordvestkvarter. Nu er det tyske firma fyret efter måneders lønsnyd. (Foto: Per Daugaard)

I fem måneder har det tyske firma Profil Bau underbetalt sine tyske murere med op mod 1,25 millioner kroner.

Men efter blokader lørdag, mandag og tirsdag fra murerne og murerarbejdsmændenes faglige klub i København, har hovedentreprenøren, firmaet AREAS, nu opsagt aftalen med det danske firma CC fliser, der har hyret Profil Bau til murerarbejdet på et større lejlighedskompleks i Københavns nordvestkvarter.

Murerarbejdet på byggeriet er cirka halvt færdigt.

- Vi vil nu finde et andet firma, der vil overholde de faglige aftaler mellem Dansk Byggeri og 3F, siger projektleder fra AREAS Jørg Nielsen.

De cirka 15 tyske murere har ifølge 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening ikke fået betaling for deres overarbejde, selvom de har arbejdet 11 timer syv dage om ugen. Og alene det ekstra overarbejde er et brud på overenskomsten, der sætter et maksimum på 37 timer om ugen.

Den faglige klub står med 180 murere og 70 arbejdsmænd, der ikke kan få arbejde. En af dem, 20-årige Aske Rosschou, søger dagligt job hos 30 mestre. Men indtil videre uden held.

Målet med blokaderne har været at stoppe underbetaling og samtidig stoppe det massive overarbejde, når der går ledige murere.

Succes for den faglige klub

- Vi har lagt et massivt pres på AREAS, og det er nu lykkedes at få opsagt underentreprenøren, som har snydt sine ansatte. Det er en kæmpe succes. AREAS har lovet, at de vil finde en ny underentreprenør, der vil overholde overenskomsten. Men vi fortsætter med at holde skarpt øje med pladsen, siger Lars Jensen, formand for den faglige klub for murere og arbejdsmænd i København.

Mellem 70 og 100 murere og arbejdsmænd er mødt op til de fysiske blokader.