Atter skolebyggeri på tvivlsomme vilkår
3F-afdeling indleder faglig sag mod entreprenør, der bygger idrætshal ved en af Københavns Kommunes skoler.
En enkelt dags blokade og demonstration foran byggeriet på Lykkebo Skole resulterede i, at virksomheden JJ Erhvervsservice skulle dokumentere lønnen. Det er ikke sket. Nu indleder 3F en faglig sag mod firmaet. Så er den gal igen med tvivlsomme ansættelsesvilkår ved byggearbejde på de københavnske kommuneskoler.
Denne gang handler det om Lykkebo Skole i Valby. 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) har derfor taget skridt til en faglig sag mod en af entreprenørerne.
Det drejer sig om virksomheden JJ Erhvervsservice, der som underentreprenør for totalentreprenøren Bent Nygaard Sørensen A/S udfører betonarbejde ved byggeri af en idrætshal ved skolen.
Bortviste polakker
JJ Erhvervsservice - der for en måned siden indgik overenskomst med BJMF - beskæftiger seks personer ved byggeprojektet og har tidligere anvendt nu bortviste polske underentreprenører.
BJMF har imidlertid begrundet mistanke om, at de seks personer ikke får løn efter overenskomsten. Efter et par dages demonstration ved byggepladsen for tre uger siden blev parterne derfor enige om, at JJ Erhvervsservice inden 14 dage skulle udlevere ansættelsesbeviser og lønsedler.
- Det er ikke sket. Vi har fået en lap papir med navne og cpr-numre for de danske ansatte, men ikke for de polske. Den aftalte dokumentation har vi imidlertid ikke fået. Så derfor har vi taget skridt til en faglig sag for manglende overholdelse af overenskomsten, oplyser Jens Kirkegaard, faglig sekretær i BJMF.
Han kalder det beskæmmende, at skatteborgerne understøtter social dumping.
- Sagen stiller igen spørgsmål ved Københavns Kommunes egenkontrol. Og det kunne være, at kommunen skal overveje sin udbudsform, så man sikrer sig imod underentreprenører i mange led, siger Jens Kirkegaard.
Kommunen gør, hvad man kan
Kasper Jacoby, projektchef i Københavns Ejendomme, der er bygherre ved skolebyggerierne, mener, at kommunen gør, hvad man kan, for at sikre sig imod social dumping.
- Vi sikrer os gennem kontrakterne, hvor der er en arbejdsklausul, men vi kan ikke lave stikprøver på byggepladserne. Vores muligheder ligger i at holde penge tilbage eller ophæve kontrakten, men så langt har vi ikke været endnu, siger han.
I den konkrete sag vil Københavns Ejendomme tage kontakt til sin kontraktpart Bent Nygaard Sørensen for at få sagen belyst.