Usundt arbejde giver farlig trafik

Chauffører, der kører uden pause, bliver trætte og stressede. Det er både til fare for trafikken og deres eget helbred, mener eksperter, der bakker op om kravet om pauseregler.

Ni døde og 40 sårede.

Sådan endte en færdselsulykke i januar, da en ledbus væltede af vejen og ned af en skråning.

Det skete i Sverige - men kunne i princippet være sket i Aalborg, Svaneke eller Kalundborg.

- Bustransport er den mest sikre rejseform. Men det ændrer ikke på, at en chauffør bliver træt og stresset, når han har kørt for længe. Og når det går galt med en bus, så går det rigtigt galt, siger René La Cour Sell, der er direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Han kalder det helt urimeligt, at buschauffører ikke har samme krav på pauser i løbet af arbejdsdagen som lastbilchauffører.

- Det er vores klare holdning, at buschauffører også skal omfattes af regler om køre-hviletid. Det burde være en helt naturlig ting, ikke bare for trafiksikkerheden, men også for chaufførernes egen skyld. Verden bliver mere og mere kompliceret. Det gælder også trafikken, og jo mere stress i trafikken, jo vigtigere er det med mindstekrav, siger René La Cour Sell.

I top 10 over usundt arbejde

Også eksperterne på Arbejdsmiljøinstituttet mener, at chaufførernes forhold bør ændres nu.

Jobbet som buschauffør ligger på top 10'en over usundt arbejde. Stressproblemer og hjertekarsygdomme er en risiko chauffører må leve med i hverdagen. Det skyldes blandt andet stress i trafikken, stramme køreplaner og stillesiddende arbejde i førersædet.

Ifølge Palle Ørbæk, der er speciallæge og direktør på Arbejdsmiljøinstituttet, bliver det ikke bedre, når pauser er noget chauffører må vente i seks, syv eller otte timer på.

- En buschauffør skal hele tiden omstille sig mellem at passe trafikken og sine passagerer. Det er stressende og kræver koncentration. Derfor er der også brug for pauser på minimum samme niveau som for lastbilchauffører, så buschaufføren kan koble af mentalt og beholde sin koncentrationsevne.

En pause skal ifølge Palle Ørbæk være på mindst et kvarter - væk fra bus og passagerer. Små perioder ved stoppesteder og stationer, hvor bussen holder stille inden afgang og venter på afgang er ikke pauser, hvor chaufføren kan koble af og blive frisk og trafiksikker.