Ny sag om sulteløn på H&M-fabrik
Endnu en fabrik, der laver tøj til H&M, er kommet i søgelyset. Sulteløn, lovovertrædelser og brandfare er hverdagen for arbejderne på Hung Wah-fabrikken i Cambodja.
Journalist Carina Carlstrøm fik aldrig adgang til Hung Wah-fabrikken. Billedet af de smilende syersker er udlånt af Hennes & Mauritz. (Foto: H&M)
Men løn- og arbejdsforholdene på Goldfame-fabrikken er desværre ikke enestående. Den svenske journalist Carina Carlström har for Nyhedsbrevet 3F besøgt en anden fabrik, der producerer tøj til H&M. Her er hendes reportage:
- De har sat os ned i løn, siger Kam Sreynet, syerske på Hung Wah-fabrikken i Cambodja. Én af de tekstilfabrikker i landet, der leverer tøj til H&M.
- Før fik vi 1 dollar og 30 cent for at sy 100 polo-trøjer, men nu får vi kun én dollar, fortæller syersken. Én dollar svarer til mindre end seks kroner.
Selvom de arbejder så hurtigt de kan, kommer lønnen sjældent over to dollars om dagen.
- Vi behøver mindst 3-4 dollars om dagen for at klare os, lyder det samstemmende fra den gruppe syersker, som jeg møder lørdag aften efter fyraften uden for de barakker, hvor kvinderne bor - ikke langt fra hovedstaden Phnom Penh. De får støtte af Cambodjas fagforeninger, som har regnet ud, at det kræver mindst 80 dollars om måneden at dække omkostninger til mad, bolig og tøj.
Et liv i fattigdom
Det har netop regnet og grusvejene rundt om syerskernes barakker er oversvømmede. Hvert rum er på ca. 12 kvadratmeter og deles af tre eller fire personer. Syerskerne lever i fattigdom, og utilfredsheden med lønnen på Hung Wah har gæret længe. Derfor organiserede fagforeningen en sit-down-strejke i maj.
- Vi gik hen på fabrikken, men vi sad bare ved maskinerne og gjorde intet. Klokken fire gik vi hjem, siger fagforeningslederen Touch Sa. Syerskerne griner stolt ved mindet om protestaktionen.
For at få lønnen til at slå til arbejder kvinderne over - fra fire til seks hver eneste eftermiddag. Kun om lørdagen slutter de klokken fire. Ti timers arbejdsdage - kun søndag er fridag - tærer på kroppen. Og det farlige bomuldsstøv sætter sig i lungerne.
- Det føles som om jeg skal kvæles, siger Kam Sreynet og fortsætter:
- De har lukket alle dørene, som plejede at stå åbne, så nu føles det værre end nogensinde.
Låste nødudgange
Kam Sreynet er 30 år og har arbejdet på fabrikken i seks år. For ikke så længe siden blev hun gift og ville egentlig gerne stoppe med at arbejde af hensyn til familien, men hun behøver pengene.
Støvet og støjen fra maskinerne er ikke det eneste problem - syerskerne klager også over fabrikkens nødudgange.
- De er låst! Kun vagterne har nøgler, siger Sreynet.
Brand er langtfra et særsyn på de store tekstilfabrikker, stofferne antænder let, og de elektriske ledninger er ofte i dårlig stand. Ved den mindste gnist fra dem kan katastrofen være et faktum.
Lukket land for pressen
Arbejdsmiljøet er også dårligt. Da jeg interviewede arbejderne på Hung Wah for to år siden besvimede en eller to arbejdere hver eneste uge, og fabrikken havde købt en ambulance for at kunne fragte dem til sygehus.
Fabrikken er lukket land for journalister, så jeg må interviewe de ansatte i de barakker, hvor de bor.
- Der er ikke så mange, der besvimer i dag, for der er ikke længere helt så hedt på fabrikken. Firmaet har anskaffet en slags blæser, som køler luften med vand, fortæller en syerske.
Det er kun få arbejdere, der bliver hjemme, når de er syge, for de taber to dages løn for en dags sygdom. Det skyldes, at de mister den bonus, der uddeles hver 14. dag til dem, der ikke har sygedage. Dette bonussystem er ikke lovligt, men det sker alligevel. Og der findes flere lovbrud på Hung Wah:
- Fabrikken anvender systematisk løstansatte arbejdere som kun arbejder i 20 dage, siger Touch Sa. Derefter udskiftes de med nye.
Tør ikke organisere sig
De fastansatte har ret til en dollar ekstra om måneden for hvert år de har været ansat. Desuden er det mindre risikabelt for dem at gå med i fagforeningen. De løst-ansatte tør ikke melde sig ind, for de frygter, at fabrikken så ikke vil hyre dem en anden gang.
- Det er blevet meget populært blandt fabrikanterne at bruge korttids-ansatte på landets 300 tekstilfabrikker, siger Chea Mony, talsmand for den største fagforening FTUWKC.
- Vi er meget bekymrede over den udvikling, for det er en måde at stoppe fagforeningerne på.
Bryder loven
Ifølge loven har de ansatte ret til 18 dages ferie om året. De må lægge deres ferie som de vil, med mindre der er indgået særlige aftaler om det modsatte.
- Vi bliver tvunget på ferie, når der ikke er arbejde til os, siger en oprørt Kam Sreynet.
- Så når vi vil holde fri f.eks. for at fejre det cambodjanske nytår i april, har vi ingen ferie tilbage.
Planlægger stor-strejke
Sit-down-strejken i maj gav i første omgang bonus. Fabrikken hævede lønnen med 10 cent pr. 100 T-shirts eller polo-trøjer. Men syerskerne blev ført bag lyset:
- De satte store opslag op om at nu ville lønnen stige. Men de løj! Da vi fik vores løn var den lige så lav, som inden strejken, siger Kam Sreynet.
Mindstelønnen for tekstilarbejderne i Cambodja er ikke steget i seks år. I samme periode er priserne steget med op til fem procent om året, så reelt er syerskerne gået ned i løn.